| - Tidskillelinjen for old timere i vores regi går ved 1984, forklarer Niels Oluf Jessen. - Det er således muligt at forsikre disse biler på favorable vilkår fra 15. marts til 15. november, hvorfor nogle af old timer-entusiasterne deltog med deres noget nyere "hverdagsbiler" i arrangementet.
 Det norsk/danske par: Kjell O. Nilsen og Lars Palle vandt sikkert i Expert (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
Ruten havde udgangspunkt fra Mekonomen i Kolding, og tiltrak deltagere fra både: Danmark, Norge og Tyskland. Sekstals-rundturen bød på nye smutveje i det kuperede terræn omkring Kolding, hvorefter startfeltet cirklede rundt syd for Vejen.
I Expert havde det norsk/danske par: Kjell O. Nilsen og Lars Palle svoret, at de ville undgå sidste års regnefadæse, hvor 2 minutters tanketorsk kostede generalsejren. Mix-parret i deres røde Porsche 911T (1970) kørte lidt nervøst og fandt ikke helt rytmen. Slutresultatet viste dog noget andet med en sikker etter.
 Kolding-parret: Kjeld og Karen Lunderskov scorede en 10. plads i Begynder (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
På toeren fulgte østjyderne: Niels Iversen og Hans Ole Nielsen (VW Golf GTI - 1979), som sluttede lige med Randers-brødrene: Poul og Egon Brøndum i Toyota Starlet (1982), men hvor ældste registreringsattest blev afgørende.
- Pålidelighedsrally er en populær familie-udfordring, fortsætter Niels Oluf Jessen. – Eneste familiesejr i år gik dog til far/søn: Iver og Peter Olesen i begynder-klassen, som havde taget vejen helt fra Græsted i Nordsjælland.
 Det lange svinkeærinde fra Nordsjælland blev kronet med en sejr til Iver og Peter Olesen i begynder-klassen (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
Etteren i den næstskrappeste klasse (Sport) gik til Tonni Hermansen og Frederik Dagnæs-Hansen (Egå/Esbjerg) i Fiat 124 Spider (1973).
 En tur uden benzinproblemer beseglede etteren for Tonni Hermansen og Frederik Dagnæs-Hansen i Sport (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
Parret kunne endog flotte sig med en total-bommert på allersidste etape, og scorede alligevel sejren i Sport foran østjyderne: Torben Østergaard og Poul-Erik Hansen (Opel Manta GT/E - 1979).
- Touring var den stærkeste repræsenterede klasse, oplyser Niels Oluf Jessen. – Her kræves der ikke samme nøjagtighed i tidskørslen, som det er tilfældet for Expert og Sport. Touring blev vundet af vestsjællænderne: Jørgen Jensen og John Larsen (Holbæk/Svinninge) i Opel Manta (1978).
 Nordvestsjællænderne: Jørgen Jensen og John Larsen havde gjort forberedelser til et venstresving i en højrekurve, men nåede alligevel hjem til en sejr i Touring (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
Lige i slipstrømmen fulgte nordjyderne: Lars Toft og Erik G. Kjærgaard i VW Golf GTI (1981), som kørte sig ind foran sidste års klassevindere: Per Hjort Jensen og Frank Kjeldsen (Mariager/Randers) i Mercedes 230 SL (1966).
 Per H. Jensen og Frank Kjeldsen kunne ikke genvinde klassesejren i Touring med deres Mercedes 230 SL, men blev nr. 3 (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
Bedste lokale placering i Mekonomen Vinter Classic blev iøvrigt hjemkørt i Begynder, hvor Chr. Wolter og Ervin Gottshalk fra Lunderskov/Bolderslev scorede en toer.
- Til daglig driver jeg en Shell-tank i Lunderskov, oplyser Chr. Wolter. - Løbsledelsen bad om at holde en tankningspause hos os, og herved kom vi i snak om selv at køre løbet. Vi har besøgt mange kringelkroge i dag, hvor vi aldrig har sat vores dækaftryk før.
 Bedste lokale placering scorede Chr. Wolter og Ervin Gottshalk (Lunderskov/Bolderslev) i Begynder (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
- De skrappeste vejfindere stillede til start i supportklassen: bilorientering, afslutter Niels Oluf Jessen. - Her vandt det mixede nordiske mester-par: Flemming Jensen og Jan Søndergaard (Gelsted/Vildbjerg) foran nordsjællænderne: Steen Olsen og Henrik Jørgensen.
Dansk Historisk Motor Club
Niels Oluf Jessen Åge Keseler Kirketerp |