Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

Mesterskabet der smuttede ud mellem fingrene

Special Saloon 
19/09/12 

Efter en pause på tre uger var det i sidste weekend blevet tid til at afgøre mesterskabet i Special Saloon Car ved årets sidste løb på klassens hjemmebane på Djursland. På den snoede og kuperede bane skulle de sidste point nu uddeles, og som udgangspunkt var Anders Christensen helt på det rene med, at kun med velvillig indgriben fra de højere magter ville mesterskabet komme så tæt på, at han kunne gribe det.
 

Optakten så vejrmæssigt ganske lovende ud. Solstrejf og blæst, men ingen regn gjorde alle glade og optimistiske. Træningen blev kørt tidligt lørdag formiddag og Anders kørte en ganske anstændig tid, som rakte til syvendepladsen lige bag Bjarne Mortensens Peugeot 407 og foran ærkekonkurrenten Martin Vedel Mortensen.


Christian Vejby må blive bagved
(Foto: Gripping Media)

Til tidtagningen blev der vendt lidt rundt på tingene. Det fine vejr fortsatte og det udnyttede Martin Vedel til at sætte trumf på og køre divisionens hurtigste tid foran Bjarne. Martin Kiil havde også fået fart i sin Seat og pressede sig forbi, så trods en let forbedret tid, måtte Anders tage til takke med niendepladsen og femte startrække.

Weekendens første rigtige løb blev kørt om eftermiddagen. Nu blev der igen vendt op og ned på alting, da vejrguderne lod en let regn gøre banen fedtet. Overordnet set gav det de lidt motorsvage biler en bedre chance, men ville Anders kunne høste nogen fordele? Da starten gik blev der lidt uro i rækkerne, da nogle af de hurtige biler ikke kunne få overført kræfterne til asfalten og komme af sted. Anders har trods alt kun omkring 285 hestekræfter, så hans ’bovlamme’ bil passede fint til føret. Og det passede i særdeleshed den århusianske malermester, at han i rask tempo kunne overhale sønnen i den muskelsvulmende Aquila.

Måske var det Nemesis, der lurede bag bakkerne, men fakta er, at Anders fuldstændig overså et gult flag og frisk kørte forbi en langsomtkørende konkurrent. Da han kom forbi målstregen kiggede han på skiltet med omgangene og bemærkede ikke strafflaget, der fortalte, at han var idømt en Stop&Go for sin forseelse. Han bemærkede det heller ikke på næste omgang, og dermed gled det mesterskab, som han ikke vidste, han havde vundet, ud af hans hænder. Efter løbet viste det sig nemlig, at Martin Vedels motor var ødelagt og havde Anders taget sin straf ville han alligevel have optjent så mange point, at mesterskabet havde været i hus.


Peugeot’en ligger godt i svinget
(Foto: Gripping Media)

Det ærgrede malermesteren ganske meget, men han måtte erkende, at der ikke var nogen at skyde skylden på. Han blev dog hurtigt optaget af tekniske problemer, da det viste sig, at der var kommet nogle hårfine sprækker i indsugningsmanifolden. Det skulle repareres inden næste løb.

Søndag så det for en gangs skyld ud til at blive tørvejrsrace. Solen skinnede, asfalten var tør og dækvarmerne var svøbt om slicks’ene. Da starten gik kom alle godt af sted i jagten på point. Denne gang var de stærke biler i deres rette miljø og det kunne ses på både tider og overhalinger. Gårsdagens formædelige overhaling af Aquilaen blev hævnet med ikke mindre end to forbikørsler – med den fart er det ikke en overhaling! Med en sikker andenplads i mesterskabet, skulle Anders ikke satse noget og tog til takke med tredjepladsen i divisionen.

Årets sidste heat blev kørt midt på eftermiddagen. Vejret holdt og det betød igen, at de stærke biler hurtigt forsvandt i horisonten og overlod kamppladsen til de øvrige. Anders startede på tolvtepladsen og fik avanceret en enkelt plads, inden det ternede flag faldt som markering af slutningen på sæsonen 2012. Med endnu en tredjeplads efter Bjarne Mortensen og Christian Vejby kunne pointtavlen gøres op. Bjarne Vedel Mortensen løb med mesterskabet i klassen, mens Anders kan glæde sig til at modtage sølvmedaljen.


Indbremsning til Depotsvinget
(Foto: Gripping Media)

Med en andenplads i mesterskabet må man sige, at første år i en helt ny klasse og en helt ny bil med markant flere hestekræfter er gået ganske godt. Efter sommerpausen er alle de små detaljer med bremsepunkter og vejgreb for alvor begyndt at hænge sammen for Anders, og han er allerede begyndt at glæde sig til næste sæson. Lidt flere hestekræfter ville ikke være af vejen, men man har jo lov til at ønske her frem mod den tilstundende jul.

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Anders Christensen
  • Ring Djursland
  • 16/09/12 - Ring Djursland - Special Saloon
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her