Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Op- og nedture for Nicolai Sylvest

Formel Ford - DK 
07/09/12 

Det blev en weekend med op- og nedture, da Nicolai Sylvest på Sturup Raceway ved Malmø deltog i femte afdeling af det danske mesterskab for Formel Ford Duratec-racere. Den unge racerkører fra Jægerspris vandt godt nok sin anden sejr i denne sæson, men et hændeligt uheld betød desværre, at han mistede sin DM-føring.
 

Inden løbet lå han ellers i front med 11 point, og der var en klar indikation af, at dette forspring ikke blot skulle forsvares, men måske også udbygges, da han i lørdagens tidtagning ikke bare var hurtigst af alle i det 18 mands store felt. Han havde også et forspring på tre tiendedele af et sekund til toeren.

Tidtagningsresultatet gav pole position til lørdagens løb, hvor Nicolai Sylvest fik en super start. Han stak hurtigt af fra resten af feltet, og efter 21 omganges race passerede han det ternede flag med et forspring på over fem sekunder, ligesom han satte hurtigste omgangstid, hvilket gav pole position til det første af søndagens to løb. Her blev det også til en god start, men på den anden omgang begik han en for ham sjælden fejl.

”Jeg fik bremset lidt for sent, så jeg kom lidt bredt ind i det sving, der går rundt om banens sø,” forklarer Nicolai Sylvest. ”Det betød, at Michael Markussen, som lå lige bag mig, kunne passere indenom.”

”Desværre er Sturup Raceway næsten umulig at overhale på, men jeg lå konstant i Michael Markussens baghjul resten af løbet. En gang var der tæt på at være en mulighed, da vi skulle hente nogle langsommere kørere med en omgang, men risikoen for, at vi ramte hinanden, var for stor, så jeg trak mig og måtte nøjes med andenpladsen – ærgerligt, når jeg nu var kommet bedst fra start.”

Kampen med Michael Markussen udløste blot næstbedste omgangstid i løbet, og derfor skulle Nicolai Sylvest starte sidste heat i ydersporet som toer, men en perfekt start gjorde, at han kunne gå udenom køreren på pole position og tage føringen. Men pludselig måtte han lade sig passere af den ene kører efter den anden.

”Min bremsepedal begyndte at gå i bund, fordi min ene bagerste bremseskive var gået løs grundet nogle defekte bolte ved trækakslen,” forklarer Nicolai Sylvest. ”Jeg måtte derfor være ekstra forsigtig, og så slap de andre nemt forbi. Til sidst var jeg så uheldig at blive ramt bagfra af en konkurrent, der ikke havde opdaget, at jeg måtte bremse noget før. Heldigvis skete der kun mindre skader på bilen.”

Uheldet betød dog, at Nicolai Sylvest ingen point fik i dette løb, så fra at føre med 11 point er han nu syv point efter den førende. Men da der endnu resterer to afdelinger, hvor der i alt er 150 point at køre om, så kan det tabte hentes.

”Jeg har jo farten og jeg vandt også sidste gang, vi var på Ring Djursland,” siger en dybt fokuseret Nicolai Sylvest om det kommende DM-løb den 15.-16. september.

Jesper Sylvest


Nicolai Sylvest kom øverst på podiet, men mistede DM-føringen


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest
  • Sylvest Motorsport
  • Sturup Raceway
  • 02/09/12 - Sturup Raceway - Formel Ford - DK
  •  



    D4 Enterprise Solutions