Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Andreas Fasberg flot placeret ved karting VM

Go Kart 
06/09/12 

For nogle få uger siden fejrede den danske kører Andreas Fasberg karrierens hidtil største triumf, da han sejrede suverænt i kampen om det Nordeuropæiske mesterskab. Søndag den 2. september drejede det sig om verdensmesterskaberne i de hurtigste kartingklasser, som blev afviklet på den banen ved den italienske by Sarno.
 

Foruden Andreas selv var 96 andre af verdens bedste kartingkørere mødt op for at afgøre rækkefølgen. Sarno-banen er for nylig bygget om så det nu er en udpræget højhastighedsbane, hvor tophastigheden for de 175 kg tunge karter er lige under 150 km og gennemsnitshastigheden er over 100 km.

Det mindste fejltrin i de indledende heats kunne blive afgørende for muligheden for en topplacering. På trods af Andreas var i tidtagningsgruppe 1, som havde de ringeste forhold, fik han en nogenlunde tidtagning på en 18. plads. Desværre var han uheldig i det ene kvalifikationsheat, hvor køreren umiddelbart foran ham gik i stå i starten, hvilket kostede Andreas en bundplacering i heatet. Selvom Andreas vandt et af de andre kvalifikationsheats og fik gode placeringer i de øvrige, så skulle han alligevel starte på en lidt skuffende 22. plads i prefinalen. Men Andreas er en fremragende kører i tæt kamp, og i prefinalen fik han brug for al sin kunnen. På næsten hver eneste omgang overhalede han en konkurrent og dermed bragte han sig lige netop op i top-10 til selve finale-heatet.

Selvom Andreas er blandt feltets hurtigste, så er det meget svært at avancere nok til at nærme sig podiet blandt verdens bedste karting-kørere. Det hele bliver ikke bedre af, at starten og første omgang bliver kaotisk, hvor alle kæmper som besatte for at få det bedste udgangspunkt for kampen om titlen. Efter den første omgang befinder Andreas sig på en 12. plads og nu starter det hårde arbejde med at arbejde sig frem gennem feltet. Efter den første tredjedel er kørt ligger Andreas på 8. pladsen og snart kommer han frem til gruppen, som ligger samlet umiddelbart efter den førende kører, der er trukket lidt fra det øvrige felt.

På det har tidspunkt har feltet stabiliseret sig og alle kørerne i Andreas' gruppe er næsten lige hurtige. Andreas er dog i stand til at presse sig forbi to af de foranliggende og komme frem til en 6. plads. Selvom han også nærmer sig køreren foran ham, så når løbet at slutte før han kommer forbi. Dermed ender han på en flot 6. plads med blot et enkelt sekund op til en plads på podiet, så tæt er kampen. Og bortset fra vinderen er Andreas' bedste omgangstid også bedre end alle kørerne foran ham.

Selvom Andreas er glad for sin imponerende placering blandt de mange konkurrenter, så ærgrer det ham alligevel, at han ikke er længere fremme. Han havde farten, men det er ikke nok i det hårde miljø på asfalten, hvor man også er afhængig af, at omstændighederne flasker sig optimalt. Men med sine kun 23 år skal der nok ligge en topplacering klar til ham i de kommende år.

Peder Madsen


Læs mere om:
  • Andreas Fasberg
  •