Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Mesterskabskampen fortsætter i Sverige

Formel Ford - DK 
30/08/12 

Det danske Formel Ford-felt indtager i weekenden Sturup Raceway
Normalt er det de danske racerbaner, der lægger asfalt til det hjemlige mesterskab for Formel Ford, men to gange årligt drager feltet udenlands for at få nye udfordringer. Og nye udfordringer er netop noget af det, som størstedelen af årets felt kommer ud for i weekenden. Det er nemlig kun en håndfuld af kørerne, som har løbserfaring med skuepladsen for årets femte mesterskabsafdeling, Sturup Raceway i Sydsverige.
 

Den skånske bane er dog velkendt territorium i danske Formel Ford-kredse, da der siden 2005 har været afholdt utallige mesterskabsafdelinger, ligesom banen også er en yndet testbane for specielt østdanske kørere og teams.


Niels Ejnar Rytter, Frank Mortensen og Mikkel Byrialsen var med, da der sidste år blev kørt Formel Ford-løb på Sturup Raceway

Sidste gang, banen blev brugt til en afdeling af det danske Formel Ford-mesterskab, var for 11 måneder siden, og ved den lejlighed var også kvintetten Niels Ejnar Rytter, Trustrup, Frank Mortensen, Helsinge, Mikkel Byrialsen, Århus, Sander Wichmann Mortensen, Valby, og Morten Dons, Struer, med. Dengang var det Morten Dons, som gjorde det bedst, da han bl.a. kørte sig en flot generel fjerdeplads hjem, selv om han sad bag rattet af en af de Zetec-biler, der ikke råder over så mange hestekræfter som de nyere Duratec-biler.

I år er Morten Dons skiftet til netop en af Duratec-bilerne, og inden løbet på Sturup Raceway er han med i medaljekampen. Vestjyden ligger aktuelt på en tredjeplads, men endnu mangler han at score sin første generalsejr i Formel Ford, men måske kan erfaringen fra sidste års løb være ham til gavn i år?

Men modstanden bliver hård. Det mangedobbelte Danmarksmesterteam Fluid Motorsport er det team af alle, der har testet mest på Sturup Raceway, så selv om weekendens løb bliver det første for såvel den mesterskabsførende Nicolai Sylvest, Jægerspris, som fireren i tabellen, Lasse Sørensen, Svenstrup, så har de allerede kørt masser af omgange på banen.

Løbsweekenden på Sturup Raceway er årets tredjesidste, men selv om sæsonen i Formel Ford derfor nærmer sig en afslutning, så er det endnu alt for tidligt at spå om udfaldet af mesterskabskampen.

Sæsonens 12 kørte løb er således blevet vundet af seks forskellige kørere, og rent faktisk er der flere kørere i feltet, som blot venter på den rigtige chance for at blive medlem af den eksklusive klub. Bare spørg Morten Dons, Lasse Sørensen og Niklas Dall Knudsen, Haderslev.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Sturup Raceway
  • 12/09/02 - Sturup Raceway - Formel Ford - DK
  •