Anden afdeling af løbsserien Dansk Super Kart køres den kommende weekend på banen i Grindsted, med Grindsted Gokart Klub som arrangør. Dansk Super Kart afvikles for fire klasser. Flest deltagere ventes i gearklassen KZ2, hvor Jonas Hansen (SKK) har taget en klar føring.
Det samme har Frederik Schandorff (DMKA) i DASU/DINO Talent Cup efter at have scoret maksimum point i første runde. På andenpladsen er Daniel Lundgaard (VKK).
I klassen for de yngste (DASU Cadett Junior Cup) fører Michael Christiansen foran Casper Røes Andersen og Christian Lundgaard. Fjerde og sidste kategori er KF2.
Dansk Super Kart afvikles som to afsluttede løb pr. runde. Således køres der finale i alle kategorier begge dage. Læs mere på www.grindstedgokartklub.dk
Efter en uheldig weekend i Belgiens afdeling af EM i rallycross Super 1600 er Ulrik Linnemann (MNJ) den kommende weekend til start i Holland. Danskeren indtager stadig andenpladsen i kampen om EM.
Efter en sommerpause er DASU-talenterne i Formel Ford i aktion. Det sker søndag d. 12. august på Padborg Park. I spidsen af mesterskabet efter første halvdel af sæsonen er Nicolai Sylvest (AAS).
Se www.formelford.dk
DASU’s unge talenter i Offroad er alle til start når fjerde afdeling af DM i rallycross og crosskart den kommende weekend afvikles på banen i Nysum.
Nicolas Beer (RGKK) er til start i weekendens afd. af ADAC Formel Master, der køres på Red Bull Ring i Østrig.
Michael Christensen (ASK) er den kommende weekend til fjerde session i FIA Academy 2012. Det foregår i Østrig. Porsche Junior-køreren deltog 4. august i et 6-timers løb på Nürburgring (Nordschleife), tællende til VLN Cup. Resultatet var en andenplads i klassen.
Siden sidst
15-årige Nicklas Nielsen (GGK) blev bedste dansker i den samlede stilling i årets EM for KF2. I anden og sidste afdeling d. 22. juli blev det til en fjerdeplads og dermed en sammenlagt sjetteplads. Thomas Krebs (GGK) sluttede på en samlet syvendeplads.
Nicklas Nielsen blev også bedste dansker i slutstillingen af WSK Euro Series. Her blev han ligeledes nummer fire i sidste afdeling (5. august), og samlet nr. 11.
Nicki Thiim (MSS) fik på Hungaroring karrierens hidtil bedste placering, da det 29. juli, i weekendens andet løb i Porsche Super Cup, blev til en fornem tredjeplads og dermed et besøg på podiet. Løbet i Ungarn var en dobbeltafdeling hvor Thiim i første løb besatte fjerdepladsen.
Ugen før var to danskere til start år i Porsche Super Cup løbet på Hockenheim, idet Nicki Thiim fik følgeskab af Michael Christensen (ASK). Nicki Thiim besatte sjettepladsen, mens Michael Christensen kørte sig fra startplads 25 til ottendepladsen i mål.
I rookie-mesterskabet indtager Nicki Thiim andenpladsen efter tyskeren Michael Ammermüller.
Jacob Nørtoft (KKK) hentede en placering i top-10 i forrige weekends afdeling af BARC Formula Renault 2.0 på Croft i England. I rundens andet løb udgik danskeren med beskadiget forhjulsophæng.
Nicolas Beer (RGKK) er skiftet fra Formel Ford til den tyske ADAC Formel Master. På Nurburgring 14 – 15. juli blev det til en ottendeplads som bedste placering i de tre løb.
I sidste runde af Euro Cup for Formel Ford besatte Nicolai Sylvest (AAS) andepladsen i to af de tre løb for Duratec-klassen. Løbene blev kørt på Nürburgring 28 – 29. juli.
|