Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

57 rallybiler i aktion på fredag i Tvilum Rally Show

Rally Sprint 
07/08/12 

Der bliver smæk for skillingen fredag aften i Fårvang. For 34. gang skal der køres Tvilum Rally Show i provinsbyen mellem Viborg og Århus, og der er lagt op til fire spændingsmættede timer, hvor der hele tiden vil være aktiviteter på rallysprintbanen i Erhvervsparken.
 

57 rallybiler er tilmeldt konkurrencen, og det er tæt på det maksimale antal biler, der kan startes ved Tvilum Rally Show, hvis den kompakte afvikling med tre indledende heats og en finale indenfor fire timer skal kunne efterleves. Og det varemærke vil arrangørerne – Kjellerup og Omegns Motorklub – atter engang efterleve. Et andet varemærke, der med garanti vil blive efterlevet, er spænding om udfaldet.


Kim Madsen sidder bag rattet af en Peugeot 306 Maxi – en model, som tidligere har vundet i Tvilum Rally Show

Såvel i det afgørende finaleheat som i de fem klasser, der er udskrevet i Tvilum Rally Show, er det svært at pege på en vinder på forhånd. Generalklassementet og klassen for bl.a. de firhjulstrukne biler synes at have en Peugeot 207 Super 2000 som vinderbil, men om det bliver Esben Hegelund, Hadsten, den tredobbelte vinder Ib Kragh, Juelsminde, eller den regerende Fårvang-mester, Christian Jensen, Ans, der tager sejren, kan først med sikkerhed siges klokken 21.00.

Klasse 3 – der lidt populært sagt er for to-liters biler – tæller flere bilmodeller, der er specialbygget til rallybrug. Kim Madsen, Sorø, sidder her bag rattet af en Peugeot 306 Maxi – en model, som tre gange tidligere har vundet Tvilum Rally Show. Generelt vel at mærke! Men Kim Madsen er her oppe mod dels Kenneth Madsen, Gørlev, der tidligere i år har vundet en klassesejr i DM-sammenhæng i sin Suzuki Swift, dels Benny Pedersen, Gørding. Sidstnævnte leverede den helt store sensation, da han i 2007 blev nummer fem i Tvilum Rally Show med en af feltets mindste biler, og nu sidder han bag rattet af en Peugeot 308, som han har kørt ind på en foreløbig DM-føring i sin gruppe.

Flest deltagere er der i klasse 2, hvor hele 18 mandskaber - primært i biler op til 1600 cm3 – har meldt deres ankomst. Her skal det specielt blive spændende at følge Fårvangs egen rally-Danmarksmester, Morten Grove Nielsen, der skal kæmpe mod bl.a. Kenneth Kolbe, Slagelse, Frank Nielsen, Odder, og Ole Poulsen, Hurup, der alle sidder i særdeles potente biler.

Feltet i Tvilum Rally Show fuldendes af klasse 1 for biler med enten begrænset tuning eller de mindste motorer og så klasse 5 for de historiske og klassiske rallybiler. Traditionen tro er der gratis adgang til Tvilum Rally Show.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Fårvang
  • 10/08/12 - Fårvang - Rally Sprint
  •  
     

    Rally Sprint nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: