| Den danske BMX-kører Morten Therkildsen får ikke problemer med sit håndled, når han om tre uger skal repræsentere Danmark ved OL i London. Det konkluderer både han selv og landstræner Christian Munk Poulsen efter et lægetjek på Idrætsmedicinsk Klinik, Aarhus Sygehus, tirsdag formiddag.
- Lægen har givet grønt lys for, at vi kan fortsætte helt efter planen. Morten er næsten smertefri, og det betyder, at han nu kan træne optimalt frem mod OL, så det ser meget positivt ud, konstaterer Christian Munk Poulsen og fortsætter:
- Morten er stort set, hvor han skal være, men der er stadig plads til små forbedringer, og det er finpudsningen, vi skal have på plads. Fokus kommer til at ligge på banetræningen de kommende uger, hvor vi også får mulighed for at træne sammen med både de tyske og schweiziske OL-deltagere, så det er helt optimale vilkår for os.
Fokus på hovedet og benene – ikke hånden
Morten Therkildsen styrtede under afviklingen af VM i England i maj måned og brækkede en knogle ved tommelfingeren. Normalt kræver en skade af den type, at hånden lægges i gips 6-8 uger, men på grund af den pressede tidsplan frem mod OL fik Morten Therkildsen i samarbejde med Team Danmark indopereret en skrue i hånden, der gjorde, at gipsen kunne erstattes med en speciallavet skinne allerede efter 14 dage. Forløbet er gået helt efter planen, fortæller landstræneren. Helingen i hånden er stabil, træningen med skinnen fungerer godt, og ved hjælp af fysioterapeutisk behandling forbedres bevægeligheden i håndleddet løbende. Også hovedpersonen selv er godt tilfreds med tingenes tilstand.
- Jeg får færre og færre smerter i hånden, og jeg kan træne 100 procent uden de store problemer, så det er ikke hånden, der bliver afgørende for mine resultater ved OL, det er hovedet og benene, og derfor er det heller ikke min hånd men min træning, jeg har fokus på lige nu, siger Morten Therkildsen.
Målet for Morten Therkildsen ved OL er en placering blandt de 16 bedste. Der deltager i alt 32 BMX-kørere. De kommende uger holder Morten Therkildsen og Christian Munk Poulsen til i Idrættens Hus i Brøndby og træner på World Cup-banen ved Københavns BMX Klub.
DMU - Danmarks Motor Union |