Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Nicolai Sylvest i front for DM

Formel Ford - DK 
21/06/12 

– og tog sølvmedaljen i NM i Formel Ford 1600 Duratec
Nicolai Sylvest var i weekenden til start i Formel Ford 1600 Duratec på Karlskoga Motorstadion i Sverige, hvor han skulle køre race med sin Van Diemen fra Fluid Motorsport, og det blev en særdeles god weekend for den Team Danmark-støttede-kører.
 

Slutfacit efter de tre løb på den aldeles ukendte bane var en mesterskabsføring i det danske mesterskab og en slutplacering som nummer to i Nordiske. Ikke dårligt af en 14-årig teenager, der ikke havde været på banen før!


På Karlskoga sikrede Nicolai Sylvest sig sølv i NM i Formel Ford 1600 Duratec
(Foto: Bengt-Åce Gustavsson)

Men selv om Karlskoga Motorstadion var ukendt område for Nicolai Sylvest, så fik han efter de to indledende træningspas alligevel hurtigt lært banen at kende. Da der blev kørt tidtagning på den våde bane, kvalificerede han sig nemlig med syvendehurtigste tid ud af de i alt 26 startende i løbet – et resultat, som teamet i den grad betragtede som godkendt.

Det første løb blev kørt på en tør bane, og her præsterede Nicolai Sylvest en god start og leverede efterfølgende flere fine overhalinger, og da heatet var omme, kom han i mål på en flot fjerdeplads af alle med fjerdebedste omgangstid, hvilket udløste en tilsvarende startplacering til andet løb.

Dette løb var imidlertid præget af regnvejr, og her stillede Nicolai Sylvest op med en bil, hvor teamet havde foretaget en række ændringer af set-uppet, da bilen tidligere havde understyret.

”Men da jeg kom ud i bilen igen, måtte jeg bare konstatere, at det ikke havde hjulpet, så jeg kæmpede det bedste, jeg havde lært,” siger Nicolai Sylvest, der alligevel sluttede løbet på en fjerdeplads og scorede gode point til både NM og DM.

At bilen var problematisk at køre, blev også understreget af, at Nicolai Sylvest blot satte en omgangstid som niendehurtigste, hvilket også blev hans startplacering til sidste heat.

”Teamet valgte derfor inden heatet at skifte støddæmperne, men det havde ikke afhjulpet problemet med bilen, for den understyrede stadig. Først bagefter fandt vi ud af, at det var en fejl på chassiset,” siger Nicolai Sylvest, der dog leverede en god start, foretog en række gode overhalinger og kom i mål som nummer fire ud af de i alt 26 startende.


Nicolai Sylvest er nu i front for DM
(Foto: Bengt-Åce Gustavsson)

Slutfacit af den stabile og hurtige kørsel blev dog en sensationel andenplads i det Nordiske Mesterskab samt så mange gode point, at Nicolai Sylvest nu kan holde sommerferie på førstepladsen i det danske mesterskab for Formel Ford. Men han håber ikke at holde pause.

”Teamet er i gang med at undersøge mulighederne for, at jeg kan starte i de tre sidste afdelinger af Euro Cuppen, som køres i juli og august på de store internationale baner som Spa i Belgien, Zandvoort i Holland og Nürburgring i Tyskland,” siger Nicolai Sylvest. ”Ellers bliver mit næste løb i den danske serie på Padborg Park den 11.-12. august, hvor førstepladsen skal forsvares.

Jesper Sylvest


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest
  • Sylvest Motorsport
  • Karlskoga
  • 17/06/12 - Karlskoga - Formel Ford - DK
  •