Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Challenge

Ny Gr. N 2000 klasse ?

1600 Challenge 
23/03/12 

Jeg forstår udmærket godt hvis nogen står tilbage og er lidt forvirrede omkring situationen i Gr. N. Her tænker jeg ikke på 1600 Challenge, hvor udviklingen har været meget positiv, og hvor der overordnet set er styr på tingene både med hensyn til deltagere og med hensyn til henholdsvis de tekniske og de sportslige reglementer. Jeg tænker selvfølgelig på situationen i det som i ”folkemunde” er kaldet ”den store gr. N klasse”.
 

Dette er desværre i de seneste år blevet en mere og mere misvisende benævnelse for denne klasse. Situationen for Gr. N 2000 er kritisk. Tilslutningen har været kraftigt dalende, og der har hersket stor usikkerhed omkring klassens fremtid. Fra at være fantastiske 32,6 deltagere i gennemsnit i 2007 er deltagerantallet faldet til katastrofale 7,1 i 2011. Det svarer til et fald på næsten 80%!


(Foto: Dennis Risager)

Jeg vil i det følgende forsøge at forklare lidt om hvad det er der er sket, og hvad vi fra Kørerforeningen Gr. N har af planer for fremtiden.

Der har gennem rigtigt lang tid, været arbejdet på flere forskellige løsninger for at finde det rigtige set up for en fremtidig N2000 klasse. Ved Kørerforeningens seneste generalforsamling, blev et forslag lagt frem, som en gruppe mennesker har arbejdet på. Denne løsning udviklede sig til Super Cup. En klasse hvor man har et markant lavere Vægt/HK forhold, og hvor en del flere ting er tilladt end man er vant til i Kørerforeningen. Dette, sammenholdt med at samarbejdet i den ny sammensatte bestyrelse ikke var optimalt, gjorde at man besluttede at gå hver til sit. På denne måde kunne Super Cup folkene få ro til at bygge deres nye klasse op, og Kørerforeningen Gr. N kunne begynde at koncentrere sig om hvordan de mener en fremtidig ”stor” Gr. N klasse skal bygges op. Kørerforeningen Gr. N mener at Super Cuppen er meget langt fra det som vi er valgt til at varetage. Super Cup er Racerbiler med +200hk og et vægt/hk forhold som langt overstiger det man ser i de biler som ligger basen til vores racerbiler. Vi mener altså ikke at Super Cuppen var løsningen på problemerne med Gr. N 2000, men i stedet opstarten på en helt ny klasse, og vi ønsker folkene bag dette initiativ alt mulig held og lykke med deres projekt.


(Foto: Dennis Risager)

Kørerforeningen Gr. N har altså IKKE opgivet Gr. N 2000 Klassen som nogen måske skulle tro. Den er bare lagt lidt på is, indtil vi kan lanceres en bæredygtig klasse med de rigtige reglementer. På grund af arbejdet med Super Cuppen, blev der fra Kørerforeningen Gr. N ikke indsendt nye 2012 reglementer til DASU for 2 liters Gr. N. Det gør at vi selvfølgelig ikke kan afvikle klassen i 2012.

Vi arbejder som sagt på at finde et nyt set up for Gr. N 2000 for 2013 og i denne forbindelse har vi gjort os følgende grundlæggende tanker :

• Klassen skal være en naturlig overbygning på vores eksisterende klasse 1600 Challenge.
• Klassen skal omkostningsmæssigt ligge over 1600 Challenge, men skal samtidigt være en klasse hvor man kan komme ud at køre for et rimeligt beløb.
• Basen for bilerne til klassen skal være nyere standardbiler som findes i almindelig trafik i Danmark
• Bilerne skal bygges efter Gr. N reglementet
• Der skal findes en løsning, så trykladede biler igen kan komme til at køre i klassen
• Reglementerne skal være simple, og kontrollen skal være grundig og baseret på hvad der sker på banen (logning af data fra løb).

Som det nok er de fleste bekendt, er næsten alle nye biler som kommer på markedet i dag, forsynet med en eller anden form for trykladning. Alle bilfabrikker downsizer, og anvender motorer med mindre og mindre slagvolumen, hvor de så i stedet monterer en turbo. I gamle dage havde en 2 ltr sugemotor 125-150 hk. Samme ydelse hentes i dag ud af en 1,2 – 1,4 ltr. Turbo motor. Dette selvfølgelig primært af hensyn til bilernes miljøbelastning. Som det fremgår af ovenstående, er et af de væsentlige tanker omkring en ny Gr. N 2000 klasse, netop at finde en løsning så vi igen kan tillade trykladede biler. Dette er simpelthen en nødvendighed hvis vi igen skal tiltrække bilfabrikanter, importører, forhandlere og værksteder og gøre dem interesseret i at byge spændende racer modeller af deres nye produkter.

Problemerne med trykladede biler, var jo at selve kontrollen var meget vanskelig, og at det var meget let at snyde sig til flere heste og bedre moment hvis man havde en trykladet motor i sin bil. Dette afstedkom som bekendt at disse biler blev forbudt i klassen for nogle år siden, og efter dette, er det desværre meget småt med nye biler/modeller som er bygget til klassen. Der er simpelthen ikke lanceret nye konkurrence dygtige modeller med 2 liters benzin suge motorer.

Kørerforeningen Gr. N vil i 2012 foretage en række forsøg med logger bokse. Disse bokse skulle være i stand til at kontrollere bilerne mens de kører på banen. Det er altså ikke længere lige så relevant at efterkontrollere på rullefelt, med de svagheder dette har. Afhængig af disse forsøg, vil vi allerede i løbet af sommeren begynde at arbejde på de nye tekniske- og sportslige reglementer for klassen for 2013.

Alle som har bemærkninger, input eller spørgsmål til ovenstående er meget velkommen til at skrive eller ringe til mig.

Med venlig hilsen
Kørerforeningen Gr. N
Michael R. Jensen
Michael.jensen@fiat.com - 5171 7648