Classic Race Aarhus 04/01/12
|
 |
Turbinehallen danner rammen om årets nytårskur i Classic Race Aarhus Nytårskur hører naturligvis nytåret til, men det forbindes ofte med ministre, embedsmænd og ambassadører, der mødes med landets regent. Sådan er det ikke helt, når fonden bag Classic Race Aarhus på lørdag holder nytårskur. Så er det nemlig alle de frivillige, som inviteres til fest!
|
| ”De mange hundrede frivillige er krumtappen i Classic Race Aarhus,” fortæller bestyrelsesformand Niels Brøchner. ”Uden dem havde der aldrig været noget historisk motorløb rundt om Mindeparken! Så nytårskurven er vores tak til dem for indsatsen.”
 Lørdag danner Turbinehallen i centrum af Aarhus rammen om nytårskuren for alle de frivillige ved Classic Race Aarhus (Foto: Poul Iversen)
De frivillige løser utallige opgaver i forbindelse med Classic Race Aarhus, der i år køres den 22.-24. juni. Allerede en uge inden arrangementet løber af stabelen, vil de første være i gang med at bygge den 2,6 km lange bane op, og i de tre dage, hvor løbet står på, vil andre være beskæftiget med funktioner som løbsafvikling, adgangskontrol, bespisning og servicering af det ti-tusindtals store publikum, der besøger arrangementet. Og så skal hele banen også pilles ned igen, så Strandvejen atter kan indgå i den østjyske trafik.
”Ligesom sidste år stiller Turbinehallen lokalerne til rådighed for nytårskuren, og Turbinehallen sørger samtidig for mad og velkomstdrink til alle de frivillige,” siger Niels Brøchner.
 Mange af de frivillige vil møde op i tidstypisk påklædning som denne festglade herre (Foto: Poul Iversen)
”Selv om der er godt et halvt år til årets løb, regner vi bestemt med at skabe den rette, historiske stemning. Sidste år mødte mange af de frivillige op i tidstypisk tøj fra 50erne og 60erne, og vi har hørt, at endnu flere vil gøre det i år.”
|