Diverse 30/08/11
|
 |
Motor Sport Sønderjyllands officials spænder vidt Medlemmerne af Motor Sport Sønderjylland er aktiv på mange områder, og deres opgaver spænder vidt. Den ene weekend kan være tilbragt på Padborg Park, hvor man er flagofficial ved et mindre klubløb. Den næste weekend kan foregå på en af de store internationale racerbaner, og indenfor den seneste tid har en række af medlemmerne været på Spa-Francorchamps i Belgien. Hele to gange. Først til 24-timers løb for sportsvogne og siden til det belgiske Formel 1 Grand Prix.
|
|
”Vi ansøgte allerede i januar om at blive officials ved Formel 1-løbet, og vi fik at vide, at for at blive official til Formel 1 skulle man også være official ved 24-timers løbet på banen, og det var vi så,” fortæller Jan Sølbæk Jepsen. Sammen med klubkammeraterne Jakob Søndergaard, Lars Z. Lorentzen, Peder Sørensen, Kaj Bonde og Preben Jensen kan han nu skrive F1-official på visitkortet.
”Vi er pavestolte over at være de officielt første danske officials til et Formel 1-løb nogensinde.”
 MSS-medlemmerne Jakob Søndergaard (t.v.) og Preben Jensen venter på ’kunder’ i butikken på deres flagpost på Spa-Francorchamps
I bund og grund er opgaverne de samme, uanset om det er til et døgnlangt sportsvognsløb eller til et Formel 1-løb, man skal være officials. Der skal flages og havarerede biler skal ryddes af vejen. Alligevel er der forskel.
”Det bliver anderledes i den forstand, at vi skal være meget mere ’på’, fordi der er så meget tv på og, det er mere intensivt, fordi der her er mere på spil,” siger Jan Sølbæk Jepsen. ”Når der er 24 timers løb, er det meget afslappet, fordi her skal bilerne holde 24 timer, og hvis en bil udgår, skal bilen bare fjernes fra banen hurtigst muligt. Det skal den også ved Formel 1, men her køres der meget hurtigere og verdensmesterskabet står på spil, så vi skal have givet løbet frit hurtigt igen, fordi det er så koncentreret som det er.”
|