Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

24H Series

Jet Black Racing kom igennem det grønne helvede

24H Series 
30/06/11 

Det nystartede Race-N-Roll racerteam Jet Black Racing nød i weekenden stor tilfredsstillelse, da de gennemførte et af verdens sværeste og hårdeste racerløb, 24 timers løbet på den frygtede Nürburgring Nordsløjfe – også kaldet ”Det Grønne Helvede”. Ikke alene blev en af målsætningerne for løbet opfyldt, ad de modtog målflaget efter de 24 udmarvende timer, men de fik også stor ros for deres indsats af det amerikanske sportsvognsikon Johnny O’Connell, der for første gang stillede til start for Jet Black Racing.
 

Flere biler var ødelagt og udgået allerede under træning og kvalifikation, men da løbet blev skudt i gang lørdag kl. 16 var det alligevel med hele 198 biler til start på den lidt over 25 km lange bane. Jet Black Racings Clio startede som nummer 13 i SP3 klassen, men som løbet skred frem, viste kvartetten af kørere bestående af amerikaneren Johnny O’Connell, Anders Majgaard fra Søborg, Niels Borum fra Odense og Dan Träger fra Karlslunde, at de kørermæssigt var stærkt besat og de nærmede sig fronten.


Jet Black Racing på den frygtede bane.
(Foto: Jet Black Racing)

I løbet af aftenen og natten var tredjepladsen indenfor rækkevidde, men netop som teamet efter 13 timers kørsel troede de skulle avancere en plads, fik de i stedet problemer, der kostede dem muligheder for en topplacering. En benzinpumpe gik i stykker og inden bilen var hentet tilbage til pitten og benzinpumpen skiftet, var der gået så lang tid, at drømmene om et topresultat forsvandt. Tilbage var målsætningen om at klare sig igennem det svære løb, men med kun 3½ time tilbage så det ud til, at også de drømme forsvandt. Anders Majgaard blev involveret i et voldsomt uheld. Medens Anders blev tjekket igennem af lægerne fik teamet dog bilen køreklar igen. Til stor lettelse for teamet var Anders sluppet fra kontakten med autoværnet uden alvorlige skader og det var derfor med stor glæde, at teamet kunne køre deres hårdt beskadigede Clio med det velkendte Jet Black dødningehoved over målstregen efter 24 begivenhedsrige timer.


Jet Black Racing ved et natligt pitstop.
(Foto: Jet Black Racing)

”Vi burde være endt på podiet” sagde Johnny O’Connell efterfølgende. ”Bilen kørte godt og teamet var velforberedt. Vi var på vej mod et rigtig godt resultat, så det var ærgerligt og irriterende, at vi blev ramt af de uheld. Men sort uheld er desværre en af de ting, som man ikke kan forberede sig på. Men det var sjovt at være med og jeg håber, at muligheden byder sig igen en anden gang”.

Selvom en tolvte plads ikke var det teamet kørte efter, så er Program Manager Flemming Pless ikke i tvivl om, at løbet alligevel var en succes for det unge team. ”Det har været helt fantastisk at deltage i det løb. Med næsten 200 biler til start, så er det verdens største motorløb. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men det siger vel sig selv, at med så mange biler til start, så er der ikke meget plads til hvert team i pitten. Så når der pludselig skal reageres på et problem, skal teamet være hurtige og kreative. Og her synes jeg, vi arbejdede fantastisk under de svære forhold. Vi fik bilen igennem de 24 timer og selvom det ikke blev til den flotte placering som vi havde håbet på, og som vi på et tidspunkt havde udsigt til, så fik vi opfyldt den ene af vores målsætninger om at komme igennem. Nürburgring er en skræmmende bane som bider fra sig og bare det, at 13 biler var ødelagt og fem kørere kvæstede inden starten, fortæller lidt om udfordringerne, så vi er stolte over at have fuldført”.


Jet Black Racing krydser målstregen efter 24 timer i det grønne helvede.
(Foto: Jet Black Racing)

Til trods for et besøg hos lægerne var kører Anders Majgaard også tilfreds. ”Det har været helt fantastisk. At køre sådan et løb sammen med en kører af Johnny O’Connells kaliber har lært os en hel masse. Og vi fik vist, at vi kan være med fremme, så det er en af de ting, vi tager med herfra. At jeg skulle slutte løbet hos lægerne var selvfølgelig en streg i regningen, men jeg er glad for, at gutterne fik lavet bilen, så den kunne fortsætte og jeg er selvfølgelig glad for, at jeg er OK. Det var et ordentligt brag, jeg ramte autoværnet med. Jeg skulle give plads til to biler fra den hurtige klasse og så kom jeg lidt udenfor sporet og der kunne jeg ikke bremse, så jeg ramte ind i autoværnet og blev kastet lidt fra side til side”.

Næste opgave for Jet Black Racing bliver 24 timers løbet i Barcelona den 23.-25. september.

Jet Black Racing

Jet Black Racing
Race-N-Roll

Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • Dan Träger
  • Johnny O'Connell
  • Niels Borum
  • Jet Black Racing
  • Nürburgring
  • 26/06/11 - Nürburgring - 24H Series
  •