Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

Jørgen Hansen i regndans

Special Saloon 
22/06/11 

Da Padborg Park i sidste weekend af maj lagde asfalt til Historisk Festival, følte Jørgen Hansen, Fjenneslev ikke, at hans Porsche kørte optimalt. Bevares, den kørte da hurtigt, når det gik ligeud, men han var ikke helt tryg ved den i svingene.
 

I de tre uger frem til Special Saloon Car Festival på Ring Djursland, som netop er blevet afholdt i sidste weekend, har der været travlt på værkstedet. Hele undervognen har været skilt ad og er igen samlet helt fra bunden med de justeringer og ændringer, som den gamle mester med sin erfaring havde arbejdet sig frem til. Af samme grund var der spænding i luften, da Jørgen kørte ud til første træning i lørdags.

”Det var en helt fantastisk følelse. Den kørte præcis, som jeg gerne ville have og den gjorde nøjagtig, som jeg forventede, når jeg pressede den. Nu stoler jeg 100% på den – nu bliver det sjovt!”


Race i regnvejr – det går ikke hurtigt.
(Foto: Gripping Media)

Med en andenplads i den efterfølgende tidtagning var det bekræftet, at Porschen nu for alvor var klar til kamp. Og i første heat blev der kørt stærkt. Ærkerivalen Claus Christensen i Aquila bød op til dans, og den invitation blev ikke overhørt. Faktisk dystede de to kombattanter så indædt, at de begge blev taget i at overhale i gul flagzone to gange i samme løb.

”Begge gange kom vi op bag en langsommere bil der skulle tages med en omgang lige ved det grønne flag. Man kører hele tiden og holder øje med modstanderen ud af øjenkrogen, og så fik vi altså overhalet ham en meter før den gule zone var slut.”

Efter et par timer skulle andet heat køres, men netop som Jørgen gjorde klar til at køre ud af teltet begyndte regndråberne at falde. En mekaniker blev sendt i hurtigløb rundt i paddocken for at se, hvad konkurrenterne gjorde, mens regnen tog til. Der blev hurtigt skiftet til regnvejrsdæk, men man kunne ikke nå at skifte indstilling på undervognen.

”Det var først bagefter, at jeg kom til at tænke over den indsats mekanikerne yder. Jeg sidder i bilen og siger, hvad der skal gøres, og så kan jeg bare regne mindst 100% med, at det både er gjort og kontrolleret. Og det er uanset om det er varmt eller de står med blå næser og fryser, så hatten af for deres indsats. Jeg skal jo bare klamre mig til rattet.”

Da løbet var startet skiftede vejret fra kraftig regn til styrtregn. En enkelt kører, som havde satset og rullet ud på slicks, kørte meget forsigtigt ind i pitten, mens alle øvrige legede Bambi på glatis, indtil regnen stilnede af. Efterhånden som banen tørrede op, blev det mere og mere tydeligt, at kombinationen af regnvejrsdæk og tørvejsopsætning på undervognen ikke var nogen god cocktail. Det lykkedes dog at komme gennem løbet og slutte på tredjepladsen efter Michael Carlsen.


Meget forsigtigt rundt isvinget.
(Foto: Gripping Media)

Dagens sidste heat skulle også vise sig at blive det bedste løb. Claus Christensen brugte alle hestekræfterne i sin bil til at få lidt luft til forfølgerne. Jørgen forsøgte at hænge på, men den bomstærke Aquila kunne afvise alle angreb. Bagfra kom Dennis Holbæk i den anden Aquila og tog kampen om andenpladsen op med Jørgen. Det blev en lang kamp, hvor finter og råstyrke blev afprøvet omgang efter omgang. Først to omgange før mål blev det afgjort, da Jørgen glemte at lukke døren oppe i skoven, og den chance skal man ikke give Dennis.

Det blev en weekend af de gode. Resultatmæssigt måske ikke med den største pointhøst, men med en bil der nu kører rigtigt og kun mangler nogle finjusteringer, så er det et godt udgangspunkt for resten af sæsonen. Næste løb i serien bliver til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, men sommerpausen bliver sandsynligvis brugt til et par løb i Tyskland. Foreløbig står Oschersleben og Hockenheim noteret i kalenderen, så det bliver en tændt og rutineret Jørgen Hansen, der stiller op på Jyllandsringen i august.

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Hansen Racing
  • Ring Djursland
  • 19/06/11 - Ring Djursland - Special Saloon - DM
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her