| I de fem forskellige klasser for historiske biler blev man vidne til enkelte dobbeltvindere, og de var pudsigt nok i begge klasser for biler bygget op til 1971. I de to løb for biler over 1300 cm3 blev man vidne til en løbslang duel mellem Tommy Kjehr, København, og Lars Bækhave Feldskov, Farum, men hver gang var det Tommy Kjehr, som kunne trække sig sejrrig ud af kampen i sin Ford Escort.
Flemming Jørgensen, Ringsted, var den anden dobbeltvinder i klassen op til 1300 cm3, men her måtte han specielt kæmpe for den sidste af sine to sejre. I den ene tidtagning var han nemlig kommet til at overhale i gul flagzone, hvorfor han blev frataget sin tid og måtte starte fra feltet bageste del. Men det generede tilsyneladende ikke Flemming Jørgensen, der leverede 14 overhalinger og tog sin anden sejr på Ring Djursland.
Lars Andersen, Kirke Såby, lignede også en kører, der kunne vinde dobbelt. Det var i 76-klassen, men et pitstop satte ham tilbage i det ene løb, og derfor kunne Nils Davidsen, Borup, sejre.
 Lars Andersen (1) vandt det ene af løbene i 1976-klassen på Ring Djursland. (Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)
Klassen, hvor man oplevede den største kamp om sejren, var for de ældste biler, der var bygget i 1965 eller tidligere. Her stod kampen mellem Otto Reedtz-Thott, Næstved, og Palle Birkelund Pedersen, Holte. De sluttede i nævnte rækkefølge i første løb. I det andet løb ville Palle Birkelund Pedersen imidlertid mere, og i en dyst med Otto Reedtz-Thott røg han i sandkassen. Men nordsjællænderen kom i gang igen og kørte sig op gennem feltet, hvor han til sidst atter var i kamp med Otto Reedtz-Thott om førstepladsen. Og denne gang vandt han kampen.
De to løb for de historiske formelbiler blev vundet af Ronni Jensen, Herlufmagle, og John Frederiksen, Greve, mens det i de tre klasser for Youngtimer blev til dobbeltsejre for Tommy Andersen, Sverige, Anders Tage Jensen, Randerup, og Peter Mikkelsen, Ølstykke.
Trods navnet havde Classic Car Meeting også et par klasser for moderne racerbiler på programmet. I Tegee-Dan Clio Cuppen vandt Kim Lund, Silkeborg, sine to første sejre, mens det var de danskbyggede Aquila-biler, som sejrede i Special Saloon Car Challenge. Dennis Holbæk, Bjert, tog en sejr, mens den forsvarende mester Claus Christensen, Århus, blev noteret for to.
Fonden Ring Djursland Motorsport |