| Lørdag og søndag bliver det de tohjulede maskiner, der er i centrum. En enkelt klasse for de lynhurtige Super Karts har godt nok sneget sig med, men ellers er det motorcykler lige fra de klassiske Triumph og Matchless fra fordoms tid til de nyeste maskiner fra BMW, Aprilia og alle de japanske fabrikanter, man kan opleve på banen.
Programmet kommer til at byde på hele seks forskellige felter, der som minimum skal køre to løb. De hurtigste klasser bliver Super Sport- og Super Bike-klasserne, hvor det er nogle af Danmarks bedste motorcykelkørere, der er i aktion.
 Der bliver kamp om placeringerne i de forskellige klasser ved Road Racing Festivalen på FDM Jyllandsringen
Specielt spændende tegner Super Bike-klassen at blive. Her skal Steven Tirsgaard, Give, forsøge at forsvare sit Danmarksmesterskab, og han kommer op imod hård modstand fra både gamle og nye folk i klassen. Ulrik Døssing Nielsen, Kjellerup, har rutinen til at kunne slå Steven Tirsgaard på FDM Jyllandsringen, mens det skal blive spændende at følge Michael Møller Pedersen, Nykøbing Mors. Han starter på en helt ny Aprilia RSV-4-maskine.
I Super Sport-klassen bliver der et gensyn med et af de største danske Road Racing-navne gennem tiderne. Det er René Prang, Kjellerup, som starter på en Triumph Daytona, hvor han kommer op mod stærke navne som John Høj, Hornslet, og unge Christoffer Gøth, Farsø, der har gjort sig stærkt bemærket.
Rookie-klasserne kan præsentere nogle store flotte felter ved Road Racing Festivalen. I klassen for maskiner op til 600 cm3 kommer der hele 27 deltagere til start, mens den store Rookie 1000-klassen kan præsentere godt 20 startende.
 Road Racing Festivalen byder også på en mulighed for at prøve sin egen maskine af på banen
Det alsidige program ved weekendens løb på FDM Jyllandsringen fuldendes af et felt af klassiske motorcykler som Norton, Seeley og Moto-Guzzi samt ikke mindst de to første løb i den nye Vallø Endurance Cup – det er langdistanceløb over en time for motorcykelhold bestående af hver tre deltagere.
Road Racing Festivalen giver også publikum rig mulighed for at tage aktiv del i arrangementet. Udover de mange racerteams er der også en række motorcykelforretninger, som vil tage opstilling i den store paddock, men herudover vil man også kunne købe sig et adgangstegn, der giver mulighed for 20 minutters kørsel på selve racerbanen.
|