Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

En aktiv weekend for Viking Auto Sport

Rally 
02/06/11 

Søndag den 29. maj 2011 var hele 12 af Viking Auto Sports hold i ilden i forskellige løb – og med en hel del succes.
4 af klubbens hold var draget til det fynske for at deltage i 2. afdeling af Yokohamamesterskabet Vest i Ringe – og alle 4 hold gennemførte mere eller mindre helskindede.
 

På trods af ”lidt” påkørsel af chikanerne med deraf følgende buler og skrammer, lykkedes det Morten Olsen og Christian Nøhr i deres WV Golf at køre en 3. plads hjem i deres klasse (klasse 2), og derved køre lidt sølvtøj med hjem til Sjælland.

Henning Thybring og Frank Sølvsten Johansen nåede mere eller mindre i sidste øjeblik at få lavet en ny motor til deres flotte røde Opel Kadett GT/E som erstatning for den, der gik i stykker ved 1. afdeling af mesterskabet. Og den nye motor viste sig at virke rigtig godt. For Henning og Frank kørte den bedste generelle placering blandt Viking Auto Sports hold hjem, nemlig en 17. plads ud af 50 startende biler.

Palle Bjørnsten og Michael Josiassen i Peugeot 106 var uheldige at ramme et stykke træ, der lå på prøven, hvilket efter sigende gav nogle knubs på bilen – så nogen topplacering blev det ikke til denne gang, men mon ikke de kommer stærk igen til næste løb?

Ved 3. afdeling af Sjællandsmesterskabet i klubrally, der blev afviklet i Køge af KOA, stillede hele 8 hold fra Viking Auto Sport til start – og der blev gået til stålet på alle 9 prøver. Klubrally køres skam ikke for sjov!

For Lars Elley og Stefan Bang i Peugeot 106 blev det en 2. plads i klasse 2. Dette til trods for, at gearkassen havde drillet, og holdet måtte foretage en interimistisk nødreparation mellem 2 prøver. Men holdet tog alligevel god revanche i forhold til 2. afdeling af Sjællandsmesterskabet og kørte en masse gode points hjem i mesterskabsstillingen.

I klasse 3 blev det også til sølvtøj for Bengt Svane i sin Peugeot 205. I samme klasse deltog også Lars Rasmussen, hvis Mazda dog fik nærstuderet et træ lige vel rigeligt på prøve 1. Denne lille hilsen kommer nok til at koste en del pladearbejde J

I ”bøllebank”-klassen, klasse 6, var stemningen efter sidste løbs meget, meget spændende afgørelse (klassen blev afgjort på absolut sidste prøve) intens mellem især Erik Svendsen og Michelle Svendsen i Ford Escort og Per og Birgitte Sørensen i Opel Kadett GT/E (begge hold fra Viking Auto Sport).

Om der står mere på spil end blot mesterskabspoints – ja, det vides ikke (æren måske J), men hvad der i al fald er sikkert, er at begge hold er i besiddelse af fantastiske konkurrencegener, og at begge hold har chauffører, der i den grad kan køre bil, der trækker på de bageste hjul.

Klasse 6 i Sjællandsmesterskabet er særdeles stærkt besat i toppen år, hvilket forhåbentlig vil give nogle meget spændende løb resten af året. Ved dette løb lå 4 hold ved pausen placeret med få sekunders mellemrum med Birgitte og Per Sørensen i spidsen. Der var derfor ikke plads til de mindste fejl… Resultatet efter dagens anstrengelser blev, at Birgitte og Per Sørensen løb med sejren og 20 gode mesterskabspoints. Foran Erik og Michelle Svendsen kæmpede Peter Hansen fra Stevns Motorklub ind på andenpladsen.

Et andet hold fra Viking Auto Sport, der også er beriget med vindermentalitet af dimensioner og en god chauffør, er vanevinderne Thomas Korgaard og Sabrina Chanell i deres WV Golf I. Vanen tro løb holdet med sejren i klasse 7 – OG den generelt hurtigste tid.

Så alt i alt, må det siges at have været en god weekend for Viking Auto Sport, som hentede pokaler både øst og vest for Storebælt.

Allerede i den kommende weekend, søndag den 5. juni, køres der rallysprint igen, hvor indtil videre 10 hold fra Viking Auto Sport er tilmeldt.

Næste gang der skal krydses klinger i Sjællandsmesterskabet i klubrally er den 26. juni på Stevns.