Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross - DM

DcRacing DM 3’er

Rallycross - DM 
31/05/11 

- efter kontroversiel DM-afdeling i Løvel
Der var lagt i kakkelovnen til et fantastisk traditionsbetonet motorløb St. Bededag på Løvelbanen, nord for Viborg. Vejrudsigterne viste fin form op til løbet, og derfor drog ambitiøse DcRacing selvfølgelig forventningsfuldt mod Løvelbanen torsdag den 19. maj efter fyraften.
 

Teltet blev sat op, godt spændt op på bakkeskråningen og Peugeot’en gled på fornuftig vis gennem den tekniske kontrol uden bemærkninger. Den obligatoriske gå-tur på banen forinden løbet, fandt sted alt i mens aftensmaden blev gjort klar.
Løvelbanen er en af de ældste baner på banesportskortet, men sidste år gennemgik banen en omfattende renovering og udbygning for at tiltrække Rallycross’erne. Løvelbanen er en svær bane med mange nedbremsninger og sving, en teknisk svær bane hvor det ikke altid er en fordel med stor motorkraft.
Pigerne havde endnu engang stået for en fantastisk forplejning, trods drillenissernes konstante pres på strømrelæet. Torsdag aften bød på ris, oksegryde og selvfølgelig hveder med tandsmør til kaffen.


Løvetæmmeren, Dennis Christensen.
(Foto: Kim Lauritsen)

Fredag startede tidligt med førermøde, efterfulgt af Warm Up (3 opvarmningsrunder). 60 RC-teams og 27 Crosskart-kørere deltog i St. Bededagsløbet 2011, det er rigtig mange heats der skal afvikles på en enkelt dag, hvilket også fik store konsekvenser for kvaliteten af løbet.
Warm Up omgangene sendte mekanikerne på hårdt arbejde inden den efterfølgende tidtagning, desværre viste banen sig at være meget blød og hullet. Undervognen blev hævet, sneploven blev monteret og de 15” hjul erstattede de 17”.


(Foto: Kim Lauritsen)

Arbejdet gav tilsyneladende pote, Dennis kæmpede sig igennem hullerne og hjemkørte en flot 4. plads i Super 2000-klassen, kun overgået af den tredobbelte danmarksmester Rasmus Nielsen, Allan Jørgensen og Ole Bech.
Den flotte tid gav en plads i det sidste heat sammen med de allerhurtigste biler fra tidtagningen, bl.a. Troels Daarbak i Volvo S40 Evo og Peter Lindgaard i Opel Corsa C. Dennis leverede en god præstation på den svære bane, og hang godt på de hurtigste biler og hjemkørte igen fjerde hurtigste tid i Super 2000-klassen.

Den efterfølgende middagspause bød på en veltrængt servicering af banens mest udsatte aktivitetsfelter. Middagspausen hjalp tilsyneladende på banetilstanden, Dennis barberede i hvert fald næsten 4 sekunder af sin samlede tid fra heat 1, og sluttede på en flot 3. plads i klassen efter et super veludført heat, kun udplaceret af Rasmus Nielsen i Honda Civic og Ronnie Karlsson i Peugeot 206.

Desværre blev banen ikke så grundigt serviceret efter 2. heatrunde, da mange uheld og mekaniske defekter havde medbragt forsinkelser, og derfor kom den i forvejen stramme tidsplan under et gevaldigt pres.


(Foto: Kim Lauritsen)

Til 3. og sidste kvalifikationsheat startede Dennis i 2. sidste heat, med bl.a. Thomas Mark i powerfulde Citroën Xsara, Ronnie Karlsson Peugeot 206 og Allan Jørgensen i Opel Corsa; alle sammen hurtige kørere som indbyrdes kæmpede om direkte kvalifikation til den altafgørende A-finale.
Desværre en skidt start fra det inderste spor af Dennis, satte ham i en svær situation efter starten som bagerste mand, dog en god eksekvering af det alternative spor kombineret med hurtig kørsel, kvalificerede DcRacing sig som 4’er til A-finalen.
Forsvarende danmarksmester Rasmus Nielsen kvalificerede sig som allerhurtigste mand, efterfulgt af Thomas Mark på andenpladsen og Ronnie Karlsson på tredjepladsen.

Et hurtigt baneservice, og de første C og B-finaler i henholdsvis Crosskart og Rallycross stod klar til at dyste om videre kvalifikation til A-finalen. Masser af godt ræs, øresyngende motorlyde og godt vejr lagde rammerne for en række spændende kvalifikationsfinaler for at finde de sidste A-finaledeltagere. Der var lagt op til et brag af en A-finale i henholdsvis Super 1600 National for tunede biler op til 1600 kubik, og Super 2000 for tunede biler op til 2000 kubik.


(Foto: Kim Lauritsen)

Peter Lindgaard i den meget velkørende Opel Corsa C holdt på Pole i A-finalen for Super 1600 Nat., Rune Staudt i farverige Citroën C2 holdt 2’er og Dennis Vestergaard Larsen i potente Peugeot 207 holdt som 3’er.
Starten gik, og Mike Sørensen i sin Skoda 130 skød frem nede fra 2. startrække, netop denne fantomstart af ”Skoda-Mike” overraskede de 3 forankørende, og desværre udviklede det sig til at uhyggeligt sammenstød før første sving, i særdeleshed Mike Sørensens flotte Skoda 130 blev hårdt medtaget. Desværre for løbet, da der var lagt op til en underholdende og velkørt finale.
Vinderen blev Michael Rolighed i Citroën C2 MAXI, 2’er blev Søren Mortensen og tredjepladsen gik til Kim Dall. Michael Rolighed er netop vendt tilbage til DM-serien efter et sabbatår, og hvilket comeback. Stort tillykke til jer alle 3. De 4 biler der var med i uheldet skulle bugseres ud og der skulle ryddes op, hvilket desværre skabte flere forsinkelser.

Ligeledes et grumt styrt i Crosskart, umiddelbart efter A-finalen i Super 1600 Nat., medførte at ambulancen og lægerne måtte i aktion for at tilse den tilskadekomne, alt i mens A-finalen i Super 2000 med Dennis som 4’er blev linet op på starten.
Skaderne på den forulykkede Crosskart-chauffør, var desværre så omfattende at ambulancen måtte en tur på sygehuset.

Reglerne siger at der skal være en ambulance til stede, før der kan afvikles motorløb; selvfølgelig kommer kørernes sikkerhed i første række. I samme ombæring slog klokken 17.30, hvilket skulle have været tidspunktet for løbsafslutningen. Der blev umiddelbart efterfølgende meddelt over højtalerne at motorløbet blev afbrudt, da miljøgodkendelsen udløb på selvsamme tidspunkt. En katastrofal afslutning på alle tænkelige måder, på et motorløb der startede skidt, men hen ad vejen så ud til at blive et godt motorløb.


DcRacing DM treer efter 2 DM-afdelinger.
(Foto: Kim Lauritsen)

Dennis fik en fjerdeplads i løbet, da det var den placering han på flotteste vis havde tilkørt sig på den svære bane. Fjerdepladsen sender Dennis op på tredjepladsen i den samlede DM-stilling. Rasmus Nielsen fører overlegent DM med maksimumpoint, Allan Jørgensen holdt femmer i finalen, og rykker derfor op på en samlet 2. plads i DM.

Husk du kan altid se mere på vores hjemmeside.

Vi i Team DcRacing siger trods alt tak for en god St. Bededag i Løvel, og ser rigtig meget frem til næste DM-afdeling, som afvikles på Nisseringen ved Næstved den 13. juni.

DcRacing
Kim Lauritsen


Læs mere om:
  • Dennis D. Christensen
  • Team DC Racing
  • Løvel
  •