Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Til minde om en særlig god ven

Diverse 
24/05/11 

Jørgen Egdal har desværre forladt os for altid
I min erindring vil Jørgen Egdal altid blive stående med sin stærke venlige og entusiastiske profil, som en ven der har beriget mit liv.
 

Jeg fik den nedslående meddelelse om Jørgens alt for tidlige bortgang på Scandinavien Raceway til Anderstorp Historic Festival fredag den 13.05.2011.
Mine første tanker kredsede om det at Jørgen aldrig mere lige, som så ofte før, ville dukke op til et racerarrangement, og berige os med sin glade, positive entusiasme.

Det er vanskeligt at beskrive Jørgen med få ord. Jørgen er et meget stort kapitel i mit univers, et kapitel der startede for omkring 40 år siden.
Så meget des sværere er det at skulle forene sig med, at man ikke mere skal møde manden med det store smil, det lune og venlige væsen, i en god racersnak og en snak om gamle dage.

Men i den proces jeg gennemgår medens jeg skriver disse mindeord, kommer alle de mange gode minder frem, og det er måske den største lindring. Og med min kendskab til Jørgen er jeg sikker på at det er helt i hans ånd, først og fremmest at glædes over de gode minder, som naturligvis er alt andet end sørgelige.

Jørgen var elev på en racerskole jeg afholdt på Ring Djursland engang i begyndelsen af 1970, her fik han sin første licens, og her lærte jeg ham så godt at kende, at vi siden har været forbundet i en form for sjælsvenskab, hvor sammenhængskraft og omdrejningspunkt primært har været racing.
Jørgen var den venligste, hyggeligste og mest hjælpsomme person jeg har kendt i min tid i motorsport

Jørgen var især glad for sin March Formel 2/Atlantic som han kørte de senere år på de europæiske motorbaner og opnåede rigtig fine resultater. Det var altid en glæde og fornøjelse at møde Jørgen og Anders på banerne, hvor vi i fællesskab virkelig følte os i det rette element. Her fik erindringerne og de go´e gamle dage en på frakken.

Den store entusiasme Jørgen besad, førte til hans anden store passion som var at genopbygge historiske racerbiler. Med sin store viden og gode håndværk, var Jørgen en sand mester i at restaurere racerbiler så de næsten var flottere end da de i sin tid forlod fabrikken. I vide entusiastkredse er det nok Jørgens store adelsmærke.

Vi er mange der vil savne manden der var så givende, men ingen lider større savn end Fru Hanne Egdal, datter Karen og søn Anders.

At besøge familien Egdals hjem var stærkt hyggeligt og spændende, hvor Jørgen stolt, med god grund, viste sin samling af de fineste racerbiler frem, og Hanne senere diskede op med lækker frokost, og så en god snak om gamle dage.

Jeg ved at rigtig mange sender deres tanker til familien i denne svære tid.

Må jeg kondolere jer med tabet af Jørgen.

Ole Vejlund