Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross - DM

DCRACING til DM1 på Nysum

Rallycross - DM 
10/05/11 

Solskin over grusgravene i Nysum den 7. og 8. maj, kombineret med flot race og en flot 5. plads til DCRACING. Det er nøgleordene for en fantastisk weekend i maj. Disse datoer lagde kalenderlåge til første afdeling af DM i Rallycross 2011, og som altid er det en begivenhed, alle med tilknytning til Rallycross ser frem til.
 

Forberedelser 2010/2011
Desværre måtte DCRACING skille sig af med ”sølvbilen” fra 2009, da Dennis slog en koldbøtte under et sjaskvådt og forholdsvanskeligt sponsorarrangement sidst på sæsonen i fjor. Teamet anskaffede i løbet af vinteren et nyt karosseri, og Dennis har sammen med teamets mekanikere og sponsorer arbejdet på højtryk hele vinteren for at stå klar med en flunkendes ny racerbil til 2011 sæsonen – i helt nye farver. Udover karosseriet, har motoren og gearkassen fået et par opgraderinger i løbet af vinteren; der er bl.a. blevet monteret spjældhuse, og nyt knastsystem ligger og venter på at blive monteret, og teamet satser på at dette forhåbentligt kan afklares inden anden DM afdeling i Løvel ved Viborg, St. Bededag.


Dennis Christensen (tv) fortæller om opbygningen af den nye racer.
(Foto: Kim Lauritsen - www.dcracing.dk)

DM 1 Nysumbanen 7.-8. maj
5 biler proppet til sidespejlene med pakkenelliker satte kursen mod Nysumbanen lørdag den 7. maj, kl. 8.30. Vorherre viste sig fra sin bedste side, hvilket uden tvivl og så gjorde sit bidrag til at gøre arrangementet til hvad det var. I løbet af en times tid havde vi fået sat det nye telt op, i mellemtiden var bilen blevet godkendt til teknisk kontrol uden problemer. Lørdag eftermiddag stod på 1 times fri træning, og tidtagningen til søndagens kvalifikations- og finalerunder. Lørdag forløb smertefrit, dog med lidt bremseproblemer på baghjulene, men tidtagningen kastede en plads midt i feltet af sig.

Det er vildt, når man tager turen rundt i ryttergården og ser alle de flotte racerbiler der er blevet bygget op eller renoveret henover vinteren. Det er en fornøjelse at gå fra telt til telt og få en god snak, og det må også være en af de ting der kendetegner vores sport – at alle snakker med alle, med respekt og uden arrogance. Lørdag aften forløb ganske hyggeligt i teamet, og man kan vidst godt betegne aftensmaden som grillbuffet – super mad som pigerne havde sørget så fint for.


"Der er masser af træk i bilen" - reflektere Dennis til sine mekanikere.
(Foto: Kim Lauritsen - www.dcracing.dk)

Søndag var sådan set dagen vi alle havde ventet på. En startplacering i 8. heat ud af 12, var som udgangspunkt ganske udmærket i en for så vidt helt ny bil. Dennis leverede varen, og kørte en flot tid hjem, trods et kikset gearskifte og stadige bremsevanskeligheder.

Til 2. heatrunde blev der skifte bremsetrykregulator, og det var det rigtige valg. Trods en udskridning umiddelbart efter starten, kørte Dennis et flot heat og tog en komfortabel heatsejr hjem, kombineret med en tid som 4. hurtigst i Super 2000 klassen.

3. og sidste kvalifikationsheat inden finalerne, skulle bestemme hvilken finale Dennis skulle placeres i. En skidt start, gjorde at Dennis kom bagerst og kom til at køre i en masse trafik, hvilket gjorde tiden 3 sekunder langsommere end tiden fra heat 2. Alligevel var den samlede tid heldigvis god nok til en startplacering som nummer 5 i A-finalen.
Direkte kvalifikation til A-finalen, og en bil der i det store hele fungerede perfekt på alle områder, må betegnes som et særdeles tilfredsstillende resultat.


Brede udskidninger skal der til for at holde ideallinjerne rundt på en Rallycross bane.
(Foto: Kim Lauritsen - www.dcracing.dk)

I A-finalen var Jakob Teil Hansen hurtigst ude af startblokken i hans potente baghjulstrukne Ford Fiesta MK7, stærkt efterfulgt af den forsvarende danmarksmester Rasmus Nielsen - som startede fra Pole Position - og med Dennis lige i slipstrømmen, efter en rigtig god start nede fra 2. startrække. En lille udskridning i det første sving efter starten kostede desværre 3 placeringer, da der blev kørt som perler på en snor. Et tæt heat, hvor det alternative spor skulle vælges med omhu, da det kunne få afgørende betydning for placeringerne. Dennis viste overskud og kørte sig flot op og sikrede sig en sikker 5. plads i finalen.

Finalen blev i øvrigt vundet af Rasmus Nielsen, 2’er blev Jakob Teil Hansen og 3. pladsen gik til vores gode ven Allan Jørgensen. Tillykke til jer alle.

Dennis var godt tilfreds med præstationen:
”Den ville jeg hellere end gerne have købt inden løbet gik i gang. Jeg er meget tilfreds med bilen og resultatet” - udtalte Dennis umiddelbart efter finalen.


Der var stor opbakning til teamet på denne fantastisk solskinsdag.
(Foto: Kim Lauritsen - www.dcracing.dk)

DCRACING siger tak for en god weekend, og vi glæder os til DM2 i Løvel ved Viborg, til det traditionelle St. Bededags løb. Du kan klikke ind på www.DCRACING.dk for at se mere.

En særlig tak skal lyde til: Sparekassen Vendsyssel, HighGear, NH Løft, Top-Clean, FIDUZ-design, Bangsbo Equipment, Sindal Autoophug, Tangmose Multiservice, JN-Fiber, Tommy Telt, Lendum Ny Auto, NS System og Nybolig.

DCRACING


Læs mere om:
  • Nysum
  •