Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Og der røg titlen vist til Tyskland

Formel 1 
08/05/11 

Endnu en sejr til Vettel
VM 2011 kunne have været en fortsættelse af 2010, og være blevet en spændende affære. Eller det kunne blive en lang - meget lang, Red Bull affære. Desværre tyder alt på at det nu bliver det sidste. Med tre sejre i fire løb, begynder håbet om spænding i VM kampen mere og mere at være netop håb, end en berettiget forventning.
 

Egentlig kunne man se problemet allerede sidste år. For godt nok var der spænding om VM, men meget af spændingen var opstået fordi Red Bull væltede over deres egne ben gang på gang. Derfor var opgaven til de andre, at de skulle lukke hullet op til Red Bull hvis VM skulle være spændende.

Og lige netop den opgave har de ikke løst særlig godt. Både McLaren og Ferrari ligner biler, der på en god dag kan presse Red Bull. Og de virker til at ligge på et ganske ens niveau, hvorfor kampen mellem disse to biler kan blive spændende.

Men efter fire løb virker det også ganske tydeligt at Red Bull har et kæmpe forspring, og selv momentvise glimt af noget godt for de andre er ikke nok til at true dem over en hel sæson.

Det er selvfølgelig ikke Red Bulls fejl, at de andre ikke gør det godt nok, og sæsonen begynder at minde om rædselsårene i første halvdel af 00'erne hvor Ferrari dominerede sporten i søvn.

Sebastian Vettel førte løbet fra start til mål og havde mere eller mindre frit spil - mens Mark Webber måtte kæmpe lidt for at få 2. pladsen i dagens løb. Fernando Alonso kunne have snuppet den. Om det kan være et lille tegn på at vi måske næste gang ser flere tænder fra Ferrari, har vi jo lov at håbe på.

Lewis Hamilton endte på en 4. plads, efter et problematisk pitstop. Undervejs duellerede han nydeligt med Jenson Button - og det var bestemt ganske underholdende at se på. Men ærlig talt, overhalinger gør det altså ikke alene - hvem der vinder skal helst ikke være afgjort på forhånd.

Nico Rosberg hentede en fornem 5. plads - efter han havde erobret 2. pladsen da starten gik. Men det var ganske tydeligt at Mercedesen slet ikke havde fart til at være med helt i front, og han røg derfor ned ad i feltet. En 5. plads er måske endda en lille smule bedre end bilen egentlig er til.

I al fald blev Jenson Button nr. 6 - selvom han på et tidspunkt virkede som om han havde bedre styr på det end både Hamilton og Rosberg. Men en anden dækstrategi viste sig at være et dårligt valg.

De to sorte Renault racere kom på 7. og 8. pladsen, med Heidfeld forrest. Flot at de faktisk kom i mål, da de på et tidspunkt midtvejs i løbet virkede som om de var mere interesserede i at køre hinanden af banen. Men de besindede sig og episoden forblev enkeltstående, og de fik altså høstet point igen.

Dagens positive overraskelser må være de næste to placeringer - først Buemi på 9. pladsen i Toro Rosso - en fin placering til ham. Også Kobayashi på 10. pladsen. Japaneren var ellers startet som nr. 24 - så at få point alligevel må være mere end godkendt.

Og ellers er der ikke meget at berette. Der var en række overhalinger, der hvor man måtte bruge DRS, men ellers var det lidt småt med dueller. Men det helt store problem er, at der ikke er spænding om sejren. Hvordan man løser det problem på en måde som virker fair ved jeg ikke; er ikke engang sikker på at det faktisk er et problem der skal løses på andre måder, end at de andre teams skal gøre deres arbejde bedre.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Istanbul Park
  • 08/05/11 - Istanbul Park - Formel 1 - FIA F1
  • Tyrkiets Grand Prix - Resultat
  •