Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Classic Race Aarhus

Enestående racerbiler i Classic Race Aarhus

Classic Race
Aarhus 

01/05/11 

Biler fra de klassiske Le Mans- og Daytona-løb starter i Mindeparken
Hovedattraktionen ved årets udgave af Classic Race Aarhus den 13.-15. maj, bliver et felt af historiske Formel 1-biler, der dækker perioden fra starten af halvfjerdserne til slutningen af halvfemserne – en tid, hvor udviklingen indenfor motorsportens topklasse for alvor tog fart. Men det bliver ikke kun Formel 1-klassen, der kan præsentere enestående racerbiler i fuld fart rundt om Mindeparken.
 

Classic Race Aarhus tæller foruden en lang række klasser for historiske standard- og GT-vogne også et specielt felt af racersportsvogne, hvoraf flere blot er produceret i ganske få eksemplarer. Det er biler, som har deltaget i enten klassiske begivenheder som 24-timers løbet på Le Mans eller Daytona eller berømte mesterskaber som CanAm-serien.


I 1989 kørte den på Le Mans. I år er denne gule Spice SE89C-Cosworth til start ved Classic Race Aarhus.
(Foto: CRAA)

Enkelte af bilerne har således dansk historie. Claus Bjerglund deltager i en Spice SE89C-Cosworth fra gruppe C-klassen, der ikke bare fremstår i samme bemaling, som da Thorkild Thyrring i 1989 deltog med bilen i 24-timers løbet på Le Mans. Det er også præcis samme bil.

Racerbiler med stamtavle
Som en sjælden racehund har stamtavle, har racerbiler et chassisnummer, der er unikt og er med til at fortælle dens historie. Netop sjældne chassisnumre er noget af det, flere af bilerne i klassen for prototyper, Le Mans- og CanAm-racervogne kan afsløre.

Peter Iversen starter med en Porsche 906, der markerer et vendepunkt i det tyske sportsvognsmærkes historie. Det var dels den sidste racersportsvogn, som Porsche byggede, så den kunne blive indregistreret (hvilket Peter Iversens eksemplar i øvrigt er), dels var det med denne model, at Porsches lange tradition med klasse- og generalsejre på Le Mans for alvor tog fart.
Den Porsche 906, der kan opleves ved Classic Race Aarhus, vandt i sin tid flere løb på det nordamerikanske kontinent.

Eneste eksemplar i hele verden
Mens Porschen i sin tid blev produceret i 65 eksemplarer, er der også et unikum til start i Le Mans-opvisningsfeltet i Mindeparken. Der blev nemlig blot fremstillet det ene eksemplar af den Wolverine, som Martin Borch-Christensen starter med.


Kun et eksemplar er der bygget af denne Wolverine. Den var med ved Goodwood Rivival for to år siden, er nu med i Mindeparken.
(Foto: CRAA)

Wolverine-racersportsvognen blev designet i 1965 af Lee Dykstra til køreren Jerry Hansen, der har skandinaviske rødder. Bilen er opbygget omkring en rørramme, hvori der er monteret en stor 5,3 liters Chevrolet-motor, og den deltog oprindeligt i CanAm-serien, men har senest bl.a. været med i det berømte Goodwood Revival.

Classic Race Aarhus

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Claus Bjerglund
  • Martin Borch-Christensen
  • Peter Iversen
  • Mindeparken (Gadeløb)
  • 15/05/11 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus
  •