Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DASU Classic

Oprykkere slog eksperterne i fynsk væddeløb

DASU Classic 
13/04/11 

Årets første afdeling af FDM DASU Classic, AROS Fyn Rundt, fik en overraskende vinder, da det nyoprykkede hold Birgit og Erik Toft fra Skive slog alt og alle, selv om ægteparret ”kun” deltager i Sportsklassen.
Birgit og Erik Toft fik i deres Fiat 124 Spider fra 1970 21 strafpoint, og dermed kørte ægteparret fra Skive sig til dagens bedste resultat, da FDM DASU Classic-sæsonen blev skudt i gang den 9. april.
Arne Pagh fra Strib vandt Ekspertklassen sammen med makkeren Jens Laursen.
 

Motorklubben Centrum havde med ”AROS Fyn Rundt” tilrettelagt et flot løb på årets første rigtige forårsdag med høj sol. FDM DASU Classic er en turnering af ”regularity rallies”, hvor det handler om at følge en opgivet rute så præcist som muligt – ikke om at køre stærkt.

52 hold blev sendt afsted fra FTZ i Odense ud på en 180 km køretur på de smukke fynske landeveje, som i dagens anledning var krydret med ikke mindre end 16 hemmelige tidskontroller samt et fornuftigt antal pauser med rig mulighed for at hyggesnakke efter en lang vinterpause.

Resultatet af premiereløbet viser tydeligt, at meget kan ske i sæsonen 2011. Der er spillere på banen, som fra start har besluttet, at nu skal der kæmpes hårdt om pladserne.

Det betød i lørdagens løb, at sidste års vinder af Ekspertklassen Erik og Kim Bach Sørensen fra Gladsaxe, som deltager i en Scirocco årgang 1977, måtte se sig placeret på en skuffende ottendeplads ud af 14 startende hold i klassen.
Ekspertklassen blev vundet af et nyt makkerpar Jens Laursen (Esbjerg) og Arne Pagh (Strib) i en MG B årgang 1966. Holdet fik kun 22 strafpoint. Med 23 point fulgte Køge-holdet Torben Falck Hansen og Bjarne Kristensen. De kører i en Toyota Celica Supra 2,8i GT fra 1983.

Sportsklassen blev vundet af ægteparret Birgit og Erik Toft (Skive) i deres Fiat 124 Spider. Parret vandt dagens løb generelt med 21 point og kan med rette være stolte af resultatet.
Andenpladsen i Sportsklassen tog brødrene Carl og Poul Hellmers (Kolding) sig af i deres MG B fra 1969. Tredjepladsen gik til Leif Johansen og Per Alvin Johansen i en Audi coupe GT fra 1984.

Ægteparret Alexandra og Thomas Knudsen i en Porsche 911 fra 1969 startede karrieren i 2010, og de har virkelig fundet rytmen i Regularity Rally. Det samme har parret Jeppe Møller Holm og Kristina Friis Nielsen i en BMW 2002 tii. Begge hold kørte i mål med samme antal strafpoint i AROS Fyn Rundt løbet. Ved pointlighed siger reglerne, at ældste bil vinder, så familien Knudsen kunne efter løbet kalde sig vindere af Touring-klassen i første afdeling.

15. maj flytter turneringen til Sjælland, hvor anden afdeling, ”Metal Classic”, afvikles med start og mål på Metalskolen i Jørlunde. Her bliver udfordringen for deltagerne en køretur på ca. 235 km.