Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Nicolai Sylvest atter hurtig på ukendt bane

Go Kart 
23/03/11 

Nicolai Sylvest var i sidste weekend til start i første afdeling af WSK Euro series, som kørtes på den italienske Sarno-bane lidt uden for Napoli. Løbet var noget af en udfordring for den 13-årige skoleelev, da der var ikke mindre end 103 tilmeldte kørere fra godt 25 forskellige nationer, som skulle dyste om de 34 pladser i pre-finalen og finalen.
 

Nicolai Sylvest havde samtidig heller aldrig kørt på banen før, men allerede efter de første træningspas begyndte farten at komme, så han i tidtagningen var nummer 28 – godt et halvt sekund efter den hurtigste.


Nicolai Sylvest og hans mekaniker Christian Markussen

”Det resultat var jeg selv godt tilfreds med, for jeg havde et problem med karburatoren, så motoren havde svært ved at tage gassen,” fortæller Nicolai Sylvest. Desværre lykkedes det ikke mekanikerne helt at få bugt med problemet til de fem kvalifikationsheat, men dem klarede skoleeleven fra Jægerspris sig alligevel så godt igennem, at han kvalificerede sig som nummer 15 til pre-finalen.

Inden denne pre-finale havde deltagerne lejlighed til en opvarmning, hvor Nicolai Sylvest dels kunne konstatere, at karburatorproblemerne endelig var løst, dels at han havde fundet farten. Han var nemlig femtehurtigst af alle. Desværre gav pre-finalen en uventet udfordring i form af regn, men selv om han ikke havde kørt på Sarno-banen i vådt føre, fik han alligevel kørt sig igennem til en tolvteplads.

I finalen fik Nicolai Sylvest en god start, og allerede på første omgang var han syver, men på den anden omgang blev han påkørt hårdt bagfra, så han snurrede rundt og faldt tilbage på 25. pladsen. Det lykkedes ham dog at køre sig tilbage på en 16. plads.

”Selvom Nicolai naturligvis var skuffet, så er det positive dog, at han har farten, så når heldet også er med, skal det hele nok gå op i en højere enhed,” siger hans far, Jesper Sylvest.

Allerede i den kommende weekend skal Nicolai Sylvest atter køre løb i Italien. Det sker lidt udenfor Milano, hvor han skal deltage i anden afdeling af WSK Masters – en serie, hvor han for tiden indtager ottendepladsen blandt de 74 deltagere. Løbet kan følges live på wskarting.it .

Jesper Sylvest