Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Danske hold i Monte plaget af uheld

Rally Monte-Carlo
Historique 

04/02/11 

Danske kørere har tradition for at gennemføre Rallye Monte-Carlo Historique, verdens største og mest krævende historiske rally. Men i år gik det anderledes.
Bent Mikkelsen og Arne Pagh døjede med elektriske problemer på deres Alfa Romeo 1750 GTV, og holdet kunne ikke få bilen ud på løbets sidste nat, De lange knives nat, selv om der blev repareret flittigt.
 


Bent Mikkelsen og Jens Gandrup fik trods elektriske problemer kørt deres Alfa Romeo GTV helt frem til løbets nat-etape. Men så var der heller ikke mere lys på bilen.
(Foto: Michael Eisenberg)

"Vi havde hverken lys på bilen for eller bag, så vi stillede den tilbage i parc fermé. Uheld er en del af motorsport, men vores mekanikere kæmpede alt, de kunne," sagde Bent Mikkelsen efter løbet.

Lidt bedre gik det for Peter Karlsen og Lasse Moisgaard Poulsen. De havde på et tidspunkt deres VW Golf GTI helt oppe på en placering som nummer 31.

"På løbets næstsidste specialetape gik en drivaksel i stykker, så vi måtte reparere i mørke midt på prøven. Vi fik bilen i mål lige inden for respittiden, men det holdt hårdt," fortæller Peter Karlsen. Holdet blev nummer 215 ud af 249 fuldførende.


Peter Karlsen var sammen med Lasse Moisgaard Poulsen i færd med at skabe sit hidtil bedste resultat i det historiske Monte-Carlo løb, da en defekt drivaksel på hans VW Golf GTI kastede ham langt tilbage i klassementet.
(Foto: Michael Eisenberg)

Preben Kristoffersen og Knud Hedegaard, der kender løbet ud og ind, var kommet godt fra start og lå nummer 146 i deres Austin Mini efter lørdagens etape.

"Natten til søndag blev mit team ramt af sygdom, så vi måtte vælge ikke at stille til start søndag morgen," fortæller Preben Kristoffersen.


De erfarne Monte-Carlo kørere Preben Kristoffersen og Knud Hedegaard var kommet godt fra start, da sygdom tvang dem til at udgå af løbet.
(Foto: Michael Eisenberg)

Rallye Monte-Carlo Historique, 100 års jubilæumsudgaven af det berømte løb, blev vundet af Mario Sala og Maurizio Torlasco i en Porsche 911.


Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • Preben Kristoffersen
  • Monte Carlo
  • 26/01/11 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •