Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MotoCross

DM medaljerne fordelt på Mors

MotoCross 
14/09/10 

Sidste afdeling af det danske mesterskab for motocrosskørere blev afviklet på Solbjerg banen på Mors, hvor flere kørere fik sat deres præg på et perfekt ræs. I sidste ende var det dog danmarksmestrene Nicolai M. Hansen, Stefan Kjer Olsen og Thomas Kjer Olsen der løb med opmærksomheden og laurbærkransen i hver deres klasse.
 

Nicolai M. dansk mester i MX1
Nicolai M. Hansen havde faktisk sikret sig mesterskabet i MX1 klassen allerede før den afsluttende finale på Mors, og han havde derfor valgt, at deltage på en lidt mindre maskine i MX2 klassen som en engangsfornøjelse. Det ændrede dog ikke ved, at han sidst på dagen fik sin laurbærkrans for mesterskabet i MX1 klassen.

Mesterens ”klasseskift” overlod scenen til nye ansigter, heriblandt kørerne fra MX-Shop Racing Team med Jim Bødker Sørensen (1-4) i spidsen, efterfulgt af Bo Vang (8-1) og Allan Scheel(5-3), som tog sig af de samlede podieplaceringer på dagen.

Nicolai M. Hansen blev som nævnt dansk mester efterfulgt af Jim Bødker Sørensen og Kennet Hvam på de følgende pladser.

Stefan Kjer Olsen dansk mester i MX2
Stefan Kjer havde sikret sig et komfortabelt point-forspring i MX2 klassen før finale afdelingen, og på Mors gjorde han arbejdet færdigt. Steffan lagde sig i front af første heat, men han måtte til sidst slippe føringen og heatsejren til førsteudfordrer og hjemmebanefavorit Kasper Lynggard. Nicolai M. Hansen, der var på ”gæstevisit” i klassen, blev nr. 3.

Den gik ikke i andet heat, hvor Stefan kørte en start til mål sejr hjem, efterfulgt af Kasper Lynggaard og Nicolai M. Hansen, hvilket også var den samlede stilling på dagen.

Stefan Kjer Olsen endte med danmarksmesterskabet, mens sølvet gik til Kasper Lynggaard og Kim O. Sørensen sikrede sig bronzemedaljen.

Thomas Kjer Olsen dansk mester i mini
I mini klassen var spændingen ulidelig stor før dagens finaleafdeling, da der var pointlighed imellem Thomas Kjer Olsen og Mathias Gryning - og det var der faktisk også efter finaleafdelingen.

Dagens første heat blev vundet af Mathias Gryning, med Thomas Kjer Olsen som nr. 2 og Nichlas Bjerregaard som nr. 3. Dermed bragte Gryning sig i front af mesterskabet efter første heat, men Thomas ville det anderledes, og da han vandt andet heat foran Gryning og Danni Højris, var der igen pointlighed imellem de to førende.

I sidste ende var det dog Thomas Kjer Olsen der blev dansk mester, da sidst kørte heat vægter højst, og dermed var afgørende til Thomas fordel. Sølv gik til Mathias Gryning og Bronze til Danni Højris.

DM stilling 2010:
(uofficiel indtil offentliggjort på dmusport.dk)

MX1:
1.Nicolai M. Hansen
2.Jim Bødker Sørensen
3.Kennet Hvam

MX2:
1.Stefan Kjer Olsen
2.Kasper Lynggaard
3.Kim O. Sørensen

Mini 12-15 år:
1.Thomas Kjer Olsen
2.Mathias Grynning
3.Danni Højris

DMU - Danmarks Motor Union