Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

Fynsk duo vandt langdistanceløb på Padborg Park

Danish Endurance
Championship 

29/08/10 

DEC - Danish Endurance ChampionshipMichael Outzen og Per Poulsen slog favoritterne efter fire timers kamp
Det var et nyt makkerpar, der endte forrest, da den tredje af årets i alt fem afdelinger af Danish Endurance Championship lørdag eftermiddag blev kørt ved Dansk Metal Racing Festival på Padborg Park.
 

Efter sejre i de to første mesterskabsafdelinger måtte trioen Peter Ager/Tom Pedersen/Per Johansen, Esbjerg/Christiansfeld/Vejen, se sig besejret af den fynske duo Per Poulsen/Michael Outzen, Årup/Odense, der vandt med halvanden omgangs forspring efter næsten fire timers kørsel.

”Det var rart at komme ud at køre race igen og mærke asfalten. Syv måneder er lang tid at sidde stille, så jeg er glad for at være startet på den måde,” sagde Michael Outzen, hvis motorsportskarriere i år har ligget mere eller mindre underdrejet.


Michael Outzen gik aggressivt til værks, da han sammen med Per Poulsen vandt langdistanceløbet ved Dansk Metal Racing Festival. Padborg Parks kantsten blev flittigt brugt.
(Foto: Alstrup)

Han overtog VHA Trim Motorsports gule Renault Clio II fra Per Poulsen, der besatte andenpladsen i den første time af løbet, da teamet valgte at tanke og skifte fra regn- til tørvejrsdæk. Herefter fulgte godt to timers kørsel, hvor Michael Outzen fik kørt bilen frem til spids, hvorfra han afleverede igen ved det sidste pitstop tre kvarter før mål. Men han blev ikke afløst af Peter Rasmussen, Søllinge, der egentlig skulle have kørt bilen. Teamejeren ofrede sig og beordrede i stedet Per Poulsen bag rattet i kampen mod rivalerne fra DK Racing, og det gav pote. En sejr med halvanden omgangs forspring.

”Jeg havde ikke regnet med, at vi vandt, men det var superfedt, at det lykkedes, selv om det først var til allersidst, at det stod klart,” fortæller Michael Outzen. ”Jeg syntes, at vores bil røg ufatteligt meget til sidst, men Peter blev ved med at sige, at det skal den gøre, men jeg har det ikke godt med sådan nogle ting. Jeg troede faktisk, at den anden ville have slået os, for på papiret er den stærkere end os.”

Peter Ager/Tom Pedersen/Per Johansen endte på den generelle andenplads, hvor de sluttede en omgang foran Kasper Jensen/Jens Mølgaard/Jens Erik Mølgaard, Aalborg/Aalborg/Nibe og tre omgange foran Flemming D. Olsen/Jens Erik Hansen/Jens-Henrik Hansen, Roskilde/Havdrup/Havdrup. Sidstnævnte mandskab vandt klassen for de mindste biler, men overraskede alligevel med at slutte på en generel fjerdeplads.

Langdistanceløbet ved Dansk Metal Racing Festival bød på flere overraskelser. Bag en af dem stod brødrene Stefan og Kenneth Olin, henholdsvis Roskilde og Ringsted, samt René Ogrocki, Holte. Fra en startposition som nummer 25 kørte trioen sig op til en femteplads i mål!


René Ogrocki og brødrene Stefan og Kenneth Olin leverede i bil nummer 299 en af dagens overraskelser ved at køre sig fra 25. til femtepladsen.
(Foto: Alstrup)

”Vi havde faktisk ikke regnet med det resultat,” fortæller René Ogrocki. ”Vi havde en målsætning om at komme i top 10. Det var målet for i dag, for vi har været lidt uheldige i de to første løb, men i dag havde vi heldet med os.”

”Jeg tror, at vi havde en rigtig god strategi i første stint. Det var mig, der kørte, da det begyndte at tørre op, og der gik jeg lidt i panik og spurgte over radioen, om jeg ikke skulle ind og have tørvejrsdæk på. Men så sagde de fra pitten, at jeg bare skulle blive ude, for der ville komme mere regn. Det måtte jeg stole på, og så kom regnen, og så hentede jeg noget af det tabte.”

Næste afdeling af Danish Endurance Championship køres den 11. september på FDM Jyllandsringen, men Dansk Metal Racing Festival på Padborg Park fortsætter med løb i andre klasser søndag.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 28/08/10 - Padborg Park - Danish Endurance Championship
  • Padborg Park - 1. heat
  • Padborg Park - race - resultat
  • Padborg Park - Startopstilling
  •