Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Folkerace

Danmarkscuppen i folkerace gæster Løvelbanen

Folkerace 
24/08/10 

Viborg Motor Klub afvikler et stort todages arrangement for den danske elite
Efter et succesfuldt Bededagsløb, hvor Løvelbanen havde premiere som rigtig rallycrossbane, er Viborg Motor Klub ved at være klar til årets andet store arrangement på den gamle racerbane i Løvel Kirkedal nord for Viborg. Det er årets tredjesidste afdeling af Danmarkscuppen i folkerace, der gæster syv forskellige baner, og den 28.-29. august er det blevet Løvelbanens tur.
 

”Det er Danmarks absolut bedste folkeracere, som deltager i Danmarkscuppen, så der bliver med garanti ikke givet ved dørene, når det går løs,” siger Jens Westerskov, der er Viborg Motor Klubs løbsleder ved arrangementet, der allerede nu tegner til at blive bedre end sidste års udgave af løbet. I hvert fald hvis man måler på antal tilmeldte.


Der bliver kamp om placeringerne, når femte afdeling af Danmarkscuppen i folkerace køres på Løvelbanen den 28.-29. august.
(Foto: Torben Kjølhede)

”Vi plejer at have omkring 90 tilmeldinger til vores afdeling af Danmarkscuppen, men nu nærmer vi os de 150, og der kommer sikkert også et par stykker til i sidste øjeblik,” siger Jens Westerskov.

”Normalt plejer sådanne arrangementer at vare en dag, men det tegner til at være populært for deltagerne med arrangementer over to dage,” vurderer Frode Sørensen, der var projektleder i forbindelse med de omfattende ændringer, Løvelbanen gennemgik i foråret.

”Deltagerne kommer til at køre på en lille del af den asfalterede bane, som vi anlagde i forbindelse med rallycrossbanen, men ellers bliver det første gang, at folkeracerne skal køre på det nye underlag, hvor jorden er blevet erstattet af knust asfalt. Det har vist sig at være en god løsning, for under nogle af de arrangementer, der har været på banen i august, har man trods den megen regn kunnet køre en hel dag uden at skulle foretage baneservice, så vi håber også, at vi kan begrænse tidsforbruget til det, når vi kører løb om Danmarkscuppen.”

Der skal nemlig foregå meget ved Viborg Motor Klubs afdeling af Danmarkscuppen i den sidste weekend af august.

”Vi starter lørdag formiddag med træning for de forskellige klasser, og om eftermiddagen afvikler vi så de to første af de i alt tre indledende heatrunder,” forklarer Jens Westerskov, der står i spidsen for de 70 frivillige fra Viborg Motor Klub, der arrangerer løbet. ”Søndag klokken 10 gælder det så den tredje og sidste heatrunde, som skal afgøre, hvem der går videre til finalerunden om eftermiddagen. Her starter vi klokken 13 med de første C-finaler og herefter går det slag i slag med B- og A-finaler, inden vi ved 16.30-tiden kan kåre dagens vindere.”


Løvelbanen nord for Viborg har også et lille hop indlagt på den ene langside, som giver deltagerne en ekstra udfordring.
(Foto: Torben Kjølhede)

Topklasserne på programmet er folkeracesportens klasse 1 og 2, hvor forskellen mellem de to klasser ikke er et spørgsmål om hestekræfter og tuning, men kort og godt økonomi! I klasse 1 forpligter deltagerne nemlig sig til at sælge deres racerbiler for 5.000 kroner, hvis nogen vil byde på dem. I klasse 2 er den tilsvarende pris 8.000 kroner. Nogle gange bliver der afgivet mange bud, andre gange ingen, men det er sådan set ikke det vigtige – det er derimod, at reglen holder omkostningsniveauet i bund og det sportslige i top.

Ved afdelingen af Danmarkscuppen i folkerace på Løvelbanen vil der også blive kørt separate løb i Ladies Cup og i U16- og U18-klasserne, hvor teenagere fra det år, hvor de fylder 15 år, kan være med, selv om de ikke har kørekort. Endelig køres der på Løvelbanen også løb for crosskart og de såkaldte quadbikes – firhjulede motorcykler.

Viborg Motor Klub

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Løvel
  •