Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

Kenneth Madsen tæt på topresultat i Fårvang

Rally Sprint 
19/08/10 

Suzuki Motorsport var til start i det traditionsrige Tvilum-Scanbirk Rally Show i Fårvang i det midtjyske med alle sine fire mandskaber, og her lykkedes det to af dem at kvalificere sig til den afsluttende finale, som dog ikke helt forløb efter planen. Med en generel tiendeplads efter de tre indledende heats skulle Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) have været til start, men en utæt toppakning forhindrede dem i at deltage, mens Kenneth Madsen/Carina V. Møller (Dianalund/ Helsingør) var meget tæt på et top-5-resultat. De endte i stedet på sidstepladsen.
 

”Det var meget godt at kvalificere sig til finalen, men det var altså ikke godt at slutte sidst,” konstaterer Kenneth Madsen.

”Jeg havde for meget fart på, og så havde bagdækkene samlet for meget snavs op – gummi og sten – og så snurrede vi bare. Bilen gik i stå, og vi skulle starte helt forfra, og så var det løb smidt væk, og der var ikke nogen grund til at køre videre som en gal og lave noget dumt. Men vi kom med i finalen, og det var målet.”

Målet – finalepladsen – blev sikret i kraft en generel sjetteplads i den ordinære konkurrence, hvor Kenneth Madsen/Carina V. Møller tillige sluttede på andenpladsen i klassen op til 1600 cm3. Selv om duoen faktisk i to af heatene formåede at køre fra den senere klassevinder.

”Jeg kvajede mig lidt i andet heat, hvor jeg var nede og holde helt stille, og det er der ikke plads til, så derfor vandt vi ikke klassen,” forklarer Kenneth Madsen, der her henviste Anders Lysen/John Madsen til tredjepladsen.


Anders Lysen og Kenneth Madsen under rallysprintet i Fårvang fredag aften.
(Foto: Suzuki Motorsport)

”Jeg ved godt, at jeg fik lidt øretæver, men så mange fik jeg heller ikke. Jeg var kun et sekund fra Kenneth i andet heat, og tredje heat havde vi en toppakning, som lækkede, så vi ville ikke oversatse og ødelægge en motor,” indrømmer Anders Lysen.

”Men jeg stiller gladelig op, selv om jeg får øretæver af Kenneth, for han er en rigtig hurtig chauffør, og det er også derfor, at jeg satser så meget på ham, som jeg gør, og vi er allerede i gang med at kikke på 2011, for at han kan komme videre i karrieren. Jeg er yderst tilfreds, både med Kenneths indsats, men også med vores to gruppe N-drenge. Det er helt suverænt, det vi har præsteret, så det var en god dag.”

Claus Steensen/Peter Petersen (Ringsted/Ringsted) sluttede på en fjerdeplads i deres klasse, to pladser foran René Harms/Michele Danielsen (Nørre Alslev/Bramming).

”Jeg slog René og Michele, og det var fint nok, men jeg gav ikke gas nok i forhold til de andre,” konstaterede Claus Steensen. ”Vi endte med at tabe tredjepladsen til Flemming Eskildsen med seks tiendedele. Og jeg ved godt, hvor vi tabte dem.”

”I det sidste heat blev vi overhalet af en Mitsubishi, hvor vi måtte give lidt plads. Det var ikke meget, der skulle til, men bare det, at man kommer lidt ud i det løse udenfor sporet, så er seks tiendedele hurtigt væk. Meget hurtigt!”

I modsætning til de tre andre kørere hos Suzuki Motorsport var René Harms debutant på rallysprintbanen i Fårvang.

”De sidste par heats gik godt, men vi manglede lige det sidste,” siger René Harms, ”men det tager vi næste weekend.”

”Vi mangler lige de sidste to sekunder pr. heat op til vores teamkammerat Claus, og dem ville jeg gerne have haft med. Dem skal vi have næste weekend. Det er et mål nu, og det er det vigtigste.”

Hele Suzuki Motorsport stiller atter samlet op søndag den 22. august, hvor der køres en afdeling af Yokohama Mesterskabet i Høje Taastrup.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Carina V. Møller
  • John Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Suzuki Motorsport
  • Fårvang
  •