Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Uheld og fejl kostede flere kørere vinderchancer

Formel Ford - DK 
16/08/10 

Johansen og Egebart vandt – men Kristensen og Winther kunne også have sejret
Søndagens to løb for Formel Ford-klassen udløste en sejr hver til Mikkel C. Johansen, Slagelse, og Jesper K. Egebart, Børkop. Men det kunne lige så godt have været Elliot Winther, Roskilde, og Kean Kristensen, Herlev, der havde betrådt øverste plads på podiet. Flere kørere viste nemlig potentiale til at sejre i Danmarks eneste klasse for enkeltsædede racervogne, men et kombination af uheld og fejl berøvede dem muligheden.
 

De første fejl indtrådte faktisk inden, at det første af de to løb blev givet fri. Her tyvstartede Martin Lumholt, Jyllinge, og Kean Kristensen nemlig, og den føring, som Martin Lumholt havde igennem de første sving, blev efter en stop-and-go straf konverteret til en placering bagest i feltet. I stedet kunne Jesper K. Egebart tage over i front og få lidt luft til forfølgerne, men bag ham udspandt der sig en tæt duel mellem Mikkel C. Johansen og Elliot Winther.

Duoen kæmpede ikke bare tæt. Det virkede også til, at den havde farten til at indhente den førende. Men inden d’herrer Johansen og Winther var nået op til Jesper K. Egebart, var det kommet til en kollision mellem dem, som betød, at Elliot Winther måtte udgå med et ødelagt styretøj. En medvirkende årsag til, at Jesper K. Egebarts føring var i fare, var også en gearkasse, der gjorde knuder, og med tre omgange igen kunne Mikkel C. Johansen passere Jesper K. Egebart, der dog kunne få bilen i mål på en andenplads foran Thomas Lund, Rødovre, som scorede sin første pokal i godt et år.

I andet heat var det Kean Kristensen, som strøg i front og førte foran Elliot Winther, mens Jesper K. Egebart fik en meget dårlig start, blev passeret af flere kørere og indtog femtepladsen. Elliot Winther på andenpladsen fik dog aldrig lejlighed til at angribe Kean Kristensen i front. Denne her gang var det nemlig ham, som havde tyvstartet og derfor blev idømt en stop-and-go-straf.


Jesper K Egebart (hvid bil) fik ikke den bedste start, men vandt alligevel det andet af søndagens to Formel Ford-heats. Foran sig havde han Kean Kristensen, Elliot Winther, Mikkel C. Johansen og Martin Lumholt.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

I stedet begyndte Jesper K. Egebart at komme tilbage i løbet. På anden omgang var han på tredjepladsen, omgangen efter på andenpladsen, men det så ikke umiddelbart ud til, at han særlig let ville kunne komme forbi Kean Kristensen. Men midtvejs i løbet forbremsede Kean Kristensen sig for enden af langsiden, kom for langt ud i svinget, og den mulighed kvitterede Jesper K. Egebart for ved at tage sejren.

Mens der ikke var tvivl om udfaldet i den forreste ende af feltet, blev den evige duel mellem feltets to plus 50-kørere – Niels-Ejnar Rytter, Trustrup, og Frank Mortensen, Helsinge – afgjort på selve målstregen. Hele løbet igennem havde Frank Mortensen været forrest af de to, men på selve opløbsstrækningen fik Niels-Ejnar Rytter klemt sig ind i hullet mellem Frank Mortensen og rækværket langs pitten, og den erobrede sjetteplads var medvirkende til, at han forsvarede sin fjerdeplads i Danmarksmesterskabet.

Selv om Mikkel C. Johansen vandt det første løb, fik han ikke blot 20 point mere på kontoen. Han blev også udstyret med et gult kort for episoden, der kostede Elliot Winther den videre deltagelse i løbet, ligesom han ved næste løbsweekend skal starte op til seks placeringer længere tilbage end den placering, han kvalificerer sig til.

Stillingen i Danmarksmesterskabet for Formel Ford:

Pl. Kører Mærke Point
1 Jesper K. Egebart Ray-Duratec 200
2 Kean Kristensen Aquila-Duratec 189
3 Mikkel C. Johansen Van Diemen-Duratec 183
4 Niels-Ejnar Rytter Ray-Duratec 125
5 Elliot Winther Mygale-Duratec 121
6 Martin Lumholt Aquila-Duratec 115
7 Thomas Lund Van Diemen-Duratec 81
8 Frank Mortensen Ray-Duratec 80
9 Christina Nielsen Aquila-Duratec 73

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jens Elliot Winther
  • Jesper K. Egebart
  • Kean Kristensen
  • Mikkel C. Johansen
  • Ring Djursland
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Formel Ford - DK - DM
  •