Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Renault DTC Light Cup

Godt og skidt i samme løb

Renault DTC
Light Cup 

24/06/10 

Ganske som vejret i sidste weekend vekslede mellem sol, blæst og styrtregn over FDM Jyllandsringen til Juni-løbet, så vekslede oplevelserne på banen på samme vis for Jan Seerup og Ronni Nielsen. Efter oplevelserne på Padborg i det foregående løb, var især Jan sulten efter revanche. Han kunne dog ikke helt finde rytmen under træningen, mens Ronni var en anelse bedre uden dog at være overlegen. Han lærte til gengæld den hårfine grænse mellem bremsepunkt og Point-of-no-Return, så nu er det næste halve års forbrug af kattegrus dækket.
 

Vejgrebet på Jyllandsringen er kendt for selv i tørt vejr at skifte i takt medtemperaturen, og det gør det bestemt ikke lettere at finde det rigtige setup, når der nogle steder er sommerlunt, mens andre stykker af banen næsten er vinterkolde. Efter et par gevaldige tordenbyger var asfalten kølet godt ned og stadig fugtig, da træningen startede. Derfor var der også hele seks sekunders forskel på omgangstiderne fra træning til tidtagning. Skal man tro på resultatet af tidtagningen, så bliver det bedre med erfaringen – i hvert fald var det de garvede kørere, som indtog de første fem pladser. Jan var dog langt fra utilfreds med sin syvendeplads, da man lader de første otte biler starte i omvendt rækkefølge, og han derfor holdt i forreste række.

”Nu skal jeg bare have en god start uden problemer og påkørsler, og så forsøge at køre den hjem derfra, men de er nogle hårde hunde at holde bagved”, bemærkede Jan inden starten. Ronni skulle starte i næste række, så han skulle lure på et hul i den uundgåelige tumult i første sving.


Jan Seerup.
(Foto: Gripping Media)

Tingene forløb mere eller mindre som forventet indtil feltet kom til sving tre, Panorama-kurven. En vel optimistisk konkurrent bremsede for sent og borede næsen dybt ind i Jans venstre fordør. Ronni smuttede forbi og overtog førstepladsen, mens Jan fik rettet køleren i den rigtige retning. Styringen på den hvide Clio havde ikke haft godt af påkørslen og fik bagenden til at opføre sig ret selvstændigt.

Ronni var skarpt forfulgt af Roland Poulsen og Michael Christensen, som begge lugtede podiepladser. I sin iver for at beskytte placeringen, skar Ronni nogle sving meget tæt, og det kostede tre sekunder i straf. Det lykkedes også for dem begge at komme forbi, og Ronni var godt tilfreds med tredjepladsen. Bagfra pressede Jacob Kristensen på, men han havde meget svært ved at finde vej udenom ”Danmarks bredeste Renault Clio”. Et angreb for enden af langsiden resulterede desværre i et lille puf, som kortvarigt sendte Ronni en plads ned. Pladsen blev generobret, da Jacobs bil havde fået en skade på styretøjet ,og han valgte at køre i pit.


Ronni Nielsen skarpt forfulgt af Michael Christensen.
(Foto: Gripping Media)

Jan havde fået tilpasset sin kørestil til bilens ændrede køreegenskaber og havde kørt sig frem til fjerdepladsen. Ronni havde fundet det store smil, indtil dommerne bekendtgjorde, at hans tidsstraf ændrede tredjepladsen til en sjetteplads.

I pausen indtil næste løb var der meget travlt i teltet. Næsten på målstregen var motoren i Jans bil gået i stå, og nu ville den ikke starte. Sammen med de øvrige skader betød det, at det var usikkert om bilen kunne nå at blive klar.

Begge biler nåede at blive klar til andet heat, som heldigvis blev afviklet uden yderligere uheld. Ronni kørte et godt løb og var i en tæt kamp med Christian Siepmann om femtepladsen. Han kom stadig for tæt på kantafmærkningerne i svingene og indkasserede endnu en tidsstraf, mens Jan lidt efter lidt fik styr på den uregerlige bagende. Jan fik en fjerdeplads mere på listen, mens Ronni denne gang fik vekslet sin sjetteplads til en syvendeplads.

Efter løbet blev der reflekteret lidt over det skete. ”Det er den slags, som sker, men det er drønærgerligt, når det nu rammer mig to løb i træk. Nu er der heldigvis noget tid til næste løb, så vi kan nå at få det store strygejern frem og rettet krøllerne ud. Næste gang er vi med igen”.


Ronni Nielsen.
(Foto: Gripping Media)

Nu holdes der pause på banerne frem til midten af august, hvor næste løb køres på den danske version af Der Grüne Hölle, Ring Djursland. Indtil da er der ingen tvivl om, at teamet får glæde af sponsoratet fra Peter Larsen Kaffe, når der skal skues til ud på de små timer.

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Jan Seerup
  • Ronni Nielsen
  • Jyllandsringen
  • 20/06/10 - Jyllandsringen - Renault DTC Light Cup - DM
  •  



    ASETEK SIMSPORTS