Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Baner

Motorcykel-kørerne får en ny Padborg Park til racerløb

Baner 
11/06/10 

Den sønderjyske racerbane indvier i august et specielt forløb til motorcykelbrug
Da Padborg Park i sin tid blev projekteret og anlagt, var det med bilsporten for øje. Baneforløbet blev udformet, så kørerne i deres racerbiler fik en række udfordringer i form af bl.a. Danmarks længste langside, sving i forskellige sværhedsgrader og en chikane, hvor bilsportskørerne har skullet manøvrere igennem en hurtig venstre-højre kombination. Netop chikanen har været unik, dels fordi den er den eneste af sin art herhjemme, dels fordi den har sat bilkørerne overfor markante prøvelser.
 

Motorcykelsporten har gennem årene også brugt Padborg Park til sine løb, men da en motorcykel kræver mindre plads end en bil, har det resulteret i en anden og hurtigere ideallinie gennem chikanen, hvilket ikke har været optimalt i relation til banens øvrige udformning. Dette bliver der nu ændret på, for når landets bedste motorcykelkørere i den sidste weekend af august møder op på Padborg Park for at afvikle en afdeling af Danmarksmesterskaberne i Road Racing, bliver det på et helt nyt baneforløb.

”I samarbejde med Driftsforeningen Padborg Park, repræsentanter fra motorcykelsporten og en række af dens organer har vi arbejdet på at finde frem til en løsning, der ville kunne gøre banen mere velegnet til Road Racing-løb. Dette arbejde har konkret resulteret i, at vi i starten af juni forsynede banen med et nyt spor, der specielt er tilegnet motorcykelkørerne,” fortæller Tom Pedersen, der i foråret blev ejer af Padborg Park.


Det nye baneforeløb set i den retning, som motorcykelkørerne vil opleve det.
(Foto: Morten Alstrup)

Til højre for det sted, hvor chikanen har sin skarpe venstre-højre kombination, er der nu blevet anlagt et stykke asfalt, der i vinkler på godt 30 grader forbinder de lige langsider før og efter chikanen, så motorcykelkørerne ikke skal igennem chikanen.

”Da der på dette sted hverken er hældning på den eksisterende bane og det nye banestykke, ligger det hele i samme niveau, så det vil opleves som et sammenhængende forløb på en motorcykel,” siger Tom Pedersen. ”Det nye forløb påvirker heller ikke chikanen, der bibeholdes som den er til billøbene, da det er en af de bedste udfordringer for bilkørerne.”


Set modsat kørselsretningen ser det nye baneforløb således ud.
(Foto: Morten Alstrup)

Det nye forløb vil udelukkende anvendes til motorcykelaktiviteter, og det vil bliver indviet ved Racing Festivalen den 28.-29. august. Her vil der være en præmiesum på 25.000 kroner at kæmpe om i de forskellige klasser. Men landets Road Racing-kørere vil ikke kun få glæde af det nye baneforløb, når der køres løb.

”Vi vil også begynde at arrangere deciderede testdage for Road Racing-kørere, præcist som vi har gjort det for bilkørene,” forklarer Tom Pedersen. ”Her kan de stille op med deres maskiner, når blot de er støjdæmpede til at overholde vores 99 dB-krav, og når kørerne vel at mærke har en licens hos Danmarks Motor Union.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  •