Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Series Karting

Nørtoft fik samlet 3. plads i WSK

World
Series
Karting 

09/06/10 

Blev kørt af banen, da konkurrent glemte at bremse, men trods ulykken flot resultat i verdens hårdeste kartingserie
Rigtig meget skulle gå galt for, at Jacob Nørtoft ikke endte som nummer to i den samlede stilling i World Series of Karting, hvor 5. og sidste afdeling blev kørt i Sarno, Italien i weekenden. Og rigtig meget gik galt…
Nørtoft havde ellers rigtig gode muligheder for at forsvare sin andenplads - og endda en mulighed for at nå 1. pladsen - men desværre for den 16 årige racerkører blev han bogstaveligt talt kørt over af én af konkurrenterne.
 

Lad det være sagt med det samme: Jacob Nørtoft fik en flot, flot placering med sig hjem fra Italien. Samlet endte den talentfulde dansker som 3'er i WSK, der betragtes som verdens hårdeste kartingserie og blandt kørende som et uofficielt verdensmesterskab.

Træningen gik godt i Sarno, men tidtagningerne mindre godt. Men som kvalifikationsheatsene blev kørt, fik Jacob og teamet fra Ricky Flynn Motorsport styr på dækkene og fart i karten.

- I 1. kvalheat kørte jeg galt, men i alle de sidste tre heats kom jeg op som 4'er på trods af en start som 10'er. Det betød, at jeg startede som nr. 15 i prefinalen. D'Agosto - den samlede vinder af WSK - skulle have en dårlig weekend for, at jeg kunne vinde serien, og det havde han al for megen fart på til, at det kunne lykkes. I stedet gjaldt det om at forsvare 2.pladsen, forklarer Jacob Nørtoft.

Han endte som 11'er i prefinalen og startede som 11'er i finalen. Allerede på 1. omgang kom Nørtoft op som 5'er - men så gik det galt:
- For enden af langsiden kører jeg ind i svinget med en konkurrent på højre side. Han kører lige ud i stedet for at svinge og bremser ikke - slet ikke – og kører direkte hen over mig, ødelægger min kart, min køredragt og rammer min ene hånd. Jeg kunne ikke køre videre bagefter og måtte nøjes med to point i Sarno, hvilket betød, at jeg mistede 2. pladsen til min nærmeste forfølger, danske Nicolaj Møller Madsen, der endte med at have 2 point mere end mig, siger Jacob Nørtoft, godt ærgerlig over konkurrentens manglende bremseevner.


(Foto: Formula K)

- Men jeg er stolt over min 3. plads. WSK er et fantastisk udstillingsvindue hos sponsorer og hos Formel-teams, siger Jacob Nørtoft.

Søndagens finale blev bl.a. fulgt af TV2 Øst, der bragte resultatet i sin regionale udsendelse og havde Nørtoft live igennem fra Italien. Medierne er i høj grad begyndt at interessere sig for det unge motorsportstalents gøren og laden. Jacob har således været i Go’ Morgen Danmark og Go’ Aften Danmark og er blevet portrætteret af den regionale TV2 kanal, Kanal Øst, indenfor de sidste par måneder..

- Fokus er nu på EM i Genk i starten af juli. Jeg har i hvert fald opbygget rigeligt med vindervilje efter denne omgang i Sarno, og jeg brænder for at stå på podiet i Belgien…

DASU har officielt udråbt Jacob Nørtoft som én af de absolutte favoritter til at vinde EM, der køres 8.-11.juli. Inden da skal Nørtoft dog forsvare sin førerposition i Super One, der britiske mesterskab, hvor turen går til Rowrah i England den 18.-20. juni.

Anne Ristorp Kraufeldt


Læs mere om:
  • Jacob Nørtoft
  •