Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

Race og regndæk på Ring Djursland

Special Saloon 
12/05/10 

Weekenden bød på både sol, regn, race og hyggeligt samvær, da Ring Djursland var vært for årets Special Saloon Car Festival.
En af de 15 kørere, der deltog i første tidtagning lørdag formiddag, var Jørgen Hansen. Stadig ikke helt dus med den nye, grønne Renault Megane Trophy, men sammen med hans estiske ingeniør, Marko, håbede han at kunne få den til at køre som han kunne tænke sig. Der er ingen tvivl om at der må være en tilvænningsperiode til den centermotoriserede Renault-racer, når man i 40 år har kørt racerløb i biler med motoren placeret foran og de trækkende hjul bagi.
 

Hurtigste mand i første tidtagning var Claus Christensen, men da han blev udelukket for at have overhalet en konkurrent i gul flagzone, rykkede førnævnte Jørgen Hansen op som polesitter til første løb. Nummer to blev Michael Jakobsen, der for første gang prøvede sin nyindkøbte Porsche 997 GT3 på banen. En anden Michael, denne med efternavnet Klostermann, var tredjehurtigst og hurtigste SS2-kører.


Porscher i front. Claus Christensen gjorde rent bord, mens Michael Jakobsen fik løbsdebut med sin nyindkøbte Porsche 997 GT3.
(Foto: Gripping Media)

Tidstagningen til søndagens andet løb blev kørt i regnvejr, men end ikke det våde element kunne rokke ved Claus Christensen og hans hurtige Porsche. I tiden 56,876 satte han hurtigste omgangstid, små halvandet sekund hurtigere end Jørgen Hansen. Tredjehurtigst var Christian Vejby i sin trofaste BMW 320i.

Søndag morgen var der tyve minutters fri træning til SSC-kørerne, og mens banen tørrede op, kørte størstedelen ud for at udnytte muligheden for at fintune bilernes opsætning forud for dagens tre løb.

Første løb så en fænomenal opkørsel af Claus Christensen, der pga. førnævnte udelukkelse startede på sidstepladsen. Efter få omgange var hele feltet passeret, og århusianeren så aldrig tilbage på Jørgen Hansen, der sluttede syv sekunder efter ham.

Den stadigt fugtige bane drillede flere af kørerne, blandt andet Michael Klostermann, der havde problemer med at følge Jakob Borums Honda Integra. Borum var efter løbet yderst tilfreds med den nyindkøbte undervogn, der gav ham den samlede tredjeplads i løbet. Også Chris Poulsen, der kørte sit første løb med den nybyggede Seat Leon Cupra, kom godt afsted og sluttede på en femteplads.


ny undervogn gjorde underværket for Jakob Borum - nu skal der bare skiftes gearkasse og kobling...
(Foto: Gripping Media)

Dagens midterste heat på 20 minutter havde en noget forvirret start. Hele fem kørere nåede ikke at køre på banen i tide og måtte derfor starte løbet fra pitten. Blandt de fem var Jakob Borum, der måtte starte løbet på helt kolde dæk. Det kostede en snurretur for enden ad langsiden, mens hans løb sluttede definitivt da hans gearkasse og kobling gav op mod slutningen af løbet.

En positiv overraskelse var Dennis Holbæk, der i sin gule Aquila CR1 ikke blot blev nummer to efter Claus Christensens lynhurtige Porsche, men også satte løbets hurtigste omgangstid - 51,794.


Dennis Holbæk kørte for alvor hurtigt i den lyn-gule Aquila CR1.
(Foto: Gripping Media)

Weekendens sidste løb på hele 30 minutter blev vundet af Claus Christensen, men denne gang skulle han kæmpe for det. Jørgen Hansen havde fundet en smule mere fart i den grønne Megane, og mod slutningen af løbet var han kun et sekund fra malermesterens Porsche.


Jørgen Hansen blev mere fortrolig med sin Renault Megane Trophy.
(Foto: Gripping Media)

Til Jørgens store overraskelse blev denne præstation belønnet af netop Claus Christensen, da han valgte at give Fighter Pokalen til Jørgen. "Den der grønne Renault var bare hele tiden i spejlene", lød rosen til Gamle Hansens flotte kørsel.

Christian Vejby havde en del problemer i løbet af søndagen. I andet løb var der problemer med gearkassen i den hvide BMW 320i E46, mens han i det 30 minutter lange løb måtte kæmpe med nedslidte dæk. "Vi havde monteret nogle gamle dæk, og der var altså meget færre kilometer tilbage i dem end forventet", fortæller han. Mon ikke der er en chance for at der sidder helt nyt gummi på SS2-mesterens bil når han kommer til Padborg Park i næste weekend?

Om få dage er hele cirkusset omkring Bel-Ray SSC Challenge på landevejen igen. I weekenden kører klassen nemlig yderligere to afdelinger, denne gang i forbindelse med DTC-weekenden på Padborg Park.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Chris Poulsen
  • Christian Vejby
  • Claus Christensen
  • Dennis Holbæk Pedersen
  • Jakob Borum
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Michael Jakobsen
  • Michael Klostermann
  • Padborg Park
  • 16/05/10 - Padborg Park - Special Saloon
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her