| Lige siden starten har det også været en tradition, at det er en kører fra den danske rallyelite, som har taget sejren i den afsluttende Rally GP Special, der også i år finder sted langfredag.
Sådan blev det imidlertid ikke i 2009. Her måtte alle de danske kørere se sig slået af en udlænding. Det var Pål Try, Norge, der besejrede dem alle sammen.
”Det er dejligt at være norsk,” jublede nordmanden sidste år, da han havde kørt sig frem til i finalen, hvor han slog den tidligere dobbelte vinder af Designa Køkken Rally GP, Christian Jensen, Ans.
I år er der lagt op til en mulig gentagelse af dysten. Pål Try har nemlig meldt sin ankomst til årets løb sammen med fire landsmænd, og atter medbringer han sin særdeles effektive rallybil – en Ford Focus WRC, der har en fortid hos Fords fabriksteam, hvor den bl.a. blev brugt af den tidligere rallyverdensmester, Colin McRae.
 Traditionen tro vender norske Pål Try tilbage til Kongensbro og Designa Køkken Rally GP i påsken. Om han kan gentage sidste års sejr er det store spørgsmål. (Foto: Morten Alstrup)
Pål Try er ikke den eneste succeshistorie fra sidste års udgave af Designa Køkken Rally GP, der er med på programmet i år. Det er en række af landets bedste driftere også.
Drifting er en ganske anderledes form for motorsport. Her bliver stopuret ikke taget i brug, ligesom man gør det ved de tre indledende heats i Designa Køkken Rally GP. Det er heller ikke en konkurrence, hvor man starter side om side, og hvor det gælder om at komme først – ligesom man gør det i den afsluttende Rally GP Special. Det er derimod en motorsportsdisciplin, der sætter det kunstneriske indtryk i højsædet.
Her er hjulspin og et sæt baghjul placeret i den største vinkel i forhold til den retning, bilen har, det vigtigste. Det er det kunstneriske indtryk, der gør sig gældende, for konkurrencerne bliver afgjort ved, at en række hårde dommere giver karakterer for bl.a. de piruetter, som kørerne kan præstere med deres biler. Kort og godt er drifting motorsportens svar på kunstskøjteløb.
Ved Designa Køkken Rally GP anføres holdet af driftere af Dækimporten Drift Teamet, og de er kendetegnet ved at anvende japanske biler som Toyota Soarer, Nissan Skyline- og 200SX – alt sammen modeller, der er meget sjældne på disse kanter.
Dansk Rally Forening |