| - Vintervejret har naturligvis givet mig nogle grå hår i hovedet under forberedelserne. Rutelægningen er dog planlagt efter, at både deltagerne og lodsejerne får en god oplevelse af CC-Cars løbet ved JFM-premieren. Som udøver af bilorientering vil man godt køre lidt væk fra asfalten på jævne grusveje, men anvender naturligvis kun de vejstykker, som kan bære bilkørsel efter tøningen. Så må nogle af de listige snirkler vente til et kommende arrangement i lunere vejr.
 Lars og Asger Jespersen det længste KOM-strå i JFM-dysten 2009. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Flere KOM-mandskaber ventes til start i JFM-premieren. I den næstskrappeste klasse: B bliver arrangementet traditionen tro en lille familiedyst mellem ærkerivalerne: Lars og Asger Jespersen samt Michael H. og Jens Døssing. Disse to mandskaber sluttede henholdsvis på tredje- og fjerdepladen i JFM 2009.
- Det bliver sjovt at køre den første JFM-dyst på hjemmebane, konstaterer kortlæser Jens Døssing. - Man skal dog ikke skue den snu rutelægger-ræv: Anders Fisker på knurhårene. Han er altid god for at lokke deltagerne på en fejlkørselstur eller mere, selv om man har kørt i området flere gange før.
 Michael H. (t.h.) og Jens Døssing satser på en god premiere-start i JFM-serien på hjemmebane. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
KOM-parret: Dan Skov Kristensen og Henrik Andreasen blev nr. 3 i JFM for startklassen: D. Midtjyderne har valgt lidt større udfordringer i 2010, og er derfor rykket op i den næste højere klasse: C.
 Dan Skov Kristensen (t.h.) og Henrik Andreasen blev nr. 3 i D-klassen for JFM 2009, men er i 2010 rykket op i C. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Anders Fisker har lovet os en afvekslende rute, oplyser Henrik Andreassen. – Indbydelsen byder på lidt af hvert: by, land, industri- og fabriksarealer. Herudover får vi lejlighed til at studere de mange spændende og flotte klassikere ved startstedet hos CC-Cars i Ans.
 Anders Fisker deltager normalt i A-klassen sammen med Harry Hansen. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
I D-klassen bliver de midtjyske farver derimod forsvaret af: Kim Eversten og Ole Riisager.
- Som et ekstra lille skulderklap har vi allerede fået 3 sjællandske mandskaber på startlisten, fortsætter Anders Fisker. - Godt nok kan sjællænderne ikke score placeringspoint, men alligevel vil de godt drille jyderne og fynboerne lidt på hjemmebane. Specielt bliver de regerende danske mestre i frontklassen (A): Ib Møller Jensen og Leif Larsen nok et godt bud på sejren i denne klasse.
Efter to til fire timers orienterings-udfordringer rammer deltagerne målstedet, som er KOM’s klublokaler i Levring Sognegård.
Kjellerup og Omegns Motorklub Åge Kirketerp Jensen |