Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Bækkelund nummer seks

Rally Monte-Carlo
Historique 

03/02/10 

Bedste danske resultat i klassisk løb i otte år
Med fantastisk kørsel den sidste nat i, hvad alle betegner som det hårdeste Rallye Monte-Carlo Historique nogensinde, kørte danskerne Lars Bækkelund og Arne Pagh deres Fiat 128 Coupé frem til en sjetteplads i det prestigefyldte rally for klassiske biler.
 

"Sværhedsgraden var meget høj, op- og nedkørslerne i bjergene sidste nat var rent race, kun på de flade stykker kunne vi holde tiderne," sagde en meget tilfreds Lars Bækkelund ved mål i havnen i Monaco.


Det var rent race under De Lange Knives Nat i Rallye Monte-Carlo Historique. Her runder Lars Bækkelund og Arne Pagh et hårnålesving i deres Fiat 128 Coupé på vej mod sjettepladsen.
(Foto: Michael Eisenberg)

Lars Bækkelund betonede, at med 120 hestekræfter var det svært at hamle op med nogle af konkurrenterne, der havde langt kraftigere biler. "Men vi rykkede alligevel nogle placeringer frem på de isede veje," grinede Bækkelund.


Målet er nået: Lars Bækkelund og Arne Pagh har kørt deres 38 år gamle Fiat op på målrampen i Monaco.
(Foto: Michael Eisenberg)

"Der var et vist forventningspres på os, men det lykkedes at gøre det bedre end vores tiendeplads sidste år, og det er vi stolte af" supplerede codriver Arne Pagh.

Scuderia Italias andet hold, Bent Mikkelsen og Jens Gandrup, startede løbet med at få mange strafpoint ved en fejlkørsel, men kørte alligevel deres Alfa Romeo GTV frem til en placering som nr. 67 efter at have været nr. 192 i starten.


10 sekunder til start: Bent Mikkelsen og Jens Gandrup har fuld koncentration på inden startlyset tænder på sidste specialetape i Rallye Monte-Carlo Historique.
(Foto: Michael Eisenberg)

"Vi er utroligt glade i teamet. Lars har lavet stor præstation og kørt lige op med de bedste, prøv blot at sammenligne med den tidligere verdensmester Bjørn Waldegaards tider," siger Bent Mikkelsen. "Jeg har kørt mig op lige siden starten, det var flat out sidste nat, og vi nåede teamets målsætning om at blive bedste og næstbedste danske hold," vurderer Bent Mikkelsen.

"Det var ærgerligt, at vi kørte forkert i starten af et løb, der ellers er gået super," tilføjer codriver Jens Gandrup. "Tempoet sidste nat var så højt, at ingen kunne holde tiden, så det var en fordel med en kraftig bil. Men ellers et fedt løb," uddyber Jens Gandrup.


Bent Mikkelsen og Jens Gandrup pressede deres Alfa Romeo GTV alt, hvad de kunne under De Lange Knives Nat, her i et hårnålesving på løbets tredjesidste specialetape.
(Foto: Michael Eisenberg)

Fire ud af syv danske hold nåede i mål i det 3.000 kilometer lange rally. De to debutanthold, brødrene Mark og Kore Berg i Porsche 911 og dameholdet Danna Corke og Marie Louise Jensen i MG B, blev henholdsvis nr. 178 og 230. 271 ud af 341 startende hold kom igennem det krævende rally.

Scuderia Italia


Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 28/01/10 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •  
     

    Rally Monte-Carlo Historique nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: