Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Eventyrligt rally starter i Tivoli

Rally Monte-Carlo
Historique 

12/01/10 

Danske kørere har mulighed for topplacering i 3.000 kilometer langt historisk løb
Når den historiske udgave af det berømte Monte-Carlo rally starter fra Tivolis hovedindgang i København torsdag den 28. januar kl. 14.43, kan mindst ét dansk rallyhold gøre sig forhåbninger om en topplacering.
 

De store forventninger knytter sig til Lars Bækkelund fra Horsens og Arne Pagh fra Middelfart i Fiat 128 Coupe fra 1972. De blev nr. 10 ud af 340 startende hold i 2009-udgaven af Rallye Monte-Carlo Historique og vil med en smule held kunne komme i Top 3 i år. Lars Bækkelund er en yderst erfaren kører, der trives bedre, jo mere sne og is, der ligger på bjergvejene, og Arne Pagh er en dygtig navigatør, der kender løbets særlige karakter godt. De to har tidligere været på vej mod topresultater i det berømte løb, men haft tekniske uheld. I år håber de på en podieplacering.


Med en tiendeplads i 2009 er Lars Bækkelund og Arne Pagh i deres Fiat 128 Coupe fra 1972 blandt de absolutte favoritter i Rallye Monte-Carlo Historique.
(Foto: Michael Eisenberg)

De to kørere stiller op for Scuderia Italia, og det samme gør formanden for Dansk Automobil Sports Union, Bent Mikkelsen fra Vejle, der danner par med Jens Gandrup fra Odense i en Alfa Romeo 1750 GTV fra 1968. De blev nr. 55 i sidste års løb og vil satse på en endnu bedre placering i 2010.


Bent Mikkelsen og Jens Gandrup fik i 2009 en flot placering som nr. 55 i deres Alfa Romeo 1750 GTV fra 1968. Det resultat skal forbedres i 2010.
(Foto: Michael Eisenberg)

En anden erfaren kører er Henning Hjorth fra Rudkøbing, der blev nr. 71 i løbet i 2009. I år kører han med sin vante makker Roar Eriksen fra Hørsholm, men i en nyindkøbt bil, en Ford Escort RS 2000 fra 1977. Den vil være betydeligt mere velegnet på bjergetaperne end hans gamle MG B. De forventes også at gøre sig godt gældende, hvis de kan undgå uheld undervejs.


Henning Hjorth (på billedet) og Roar Eriksen stiller op med en nyindkøbt Ford Escort RS 2000 fra 1977, som vil kunne hjælpe dem til deres hidtil bedste placering.
(Foto: Michael Eisenberg)

Sidste års debutanthold Peter Karlsen og Michael Munkholm Jensen fra Holbæk er atter med i deres Alpine Renault A 110 1600 S fra 1973. De blev nr. 130 ud af 340 mandskaber i deres debut, men kan let placere sig 50-100 pladser bedre i 2010.


Peter Karlsen og Michael Munkholm Jensen, her ved målet i Monte-Carlo i 2009, er med for anden gang i deres Alpine Renault A 110 1600 S og har fine muligheder for at forbedre deres debutresultat.
(Foto: Michael Eisenberg)

Købte bil i Schweiz for at være med

Tre af de danske hold er med for første gang, og et af dem er brødrene Mark og Kore Berg fra Århus og Esbjerg.
"Vi læste om rallyet i avisen den 1. november, og det lød utroligt spændende. Så inden for kun 14 dage købte vi en bil i Schweiz, kom ind i en motorklub, meldte os til løbet, fik bilen hjem til Danmark og har nu kørt to små testløb," fortæller Mark Berg. Bilen, de to brødre på 32 og 37 år, stiller op med, er en Porsche 911 Carrera 3.0 fra 1976.


Mark og Kore Berg læste i avisen om Monte-Carlo rallyet, og inden for 14 dage købte de en Porsche og meldte sig til løbet. Her henter Mark Berg bilen i Schweiz.
(Foto: Michael Eisenberg)

"Vi vil satse på at gennemføre løbet og håber på måske at kunne komme i den bedste halvdel," siger Mark Berg om brødrenes forventninger.

Et andet debutanthold er et rent dansk damehold. Det er Danna Corke fra København, medlem af Kvindelige Eventyreres Klub, som stiller op sammen med Marie Louise Jensen, København, i en MGB fra 1970. Danna Corke har besteget bjerge i Himalaya og krydset den grønlandske indlandsis.
"Jeg er en aktiv livsnyder, der altid kigger efter det næste eventyr. Det rykker i mig efter at deltage i Monte-Carlo rallyet, og Marie Louise og jeg er klar," siger Danna Corke.


Danna Corke er medlem af Kvindelige Eventyreres Klub. Sammen med Marie Louise Jensen gør hun nu det klassiske Monte-Carlo løb til sit næste eventyr i en MG B.
(Foto: Michael Eisenberg)

Det tredje debutanthold er horsensianerne Jeppe Jepsen og Preben Jepsen, nevø og onkel, der kører i en BMC Mini 1275 GT fra 1977. Preben Jepsen har en lang karriere bag sig i rally, både som kører og codriver. Han siger:
"Det er livslang drøm om at være med i noget stort, som vi realiserer nu. Vi vil primært gennemføre, men vil gøre alt for samtidig at få et godt resultat."


Jeppe Jepsen og Preben Jepsen, nevø og onkel, kører deres første "Monte" i en BMC Mini 1275 GT. Her runder de et sving i Stjerneløbet i Jylland for tre måneder siden.
(Foto: Michael Eisenberg)

I alt 24 rallyhold med kørere fra Danmark, Norge, Finland, Letland og Frankrig stiller op fra København. Løbets andre startbyer er Barcelona, Reims, Bad Homburg og Torino, hvorfra der startes dagen efter. Deltagerne mødes i Alperne lørdag morgen den 30. januar for at køre 14 specialetaper, inden målet nås i Monaco onsdag den 3. februar tidligt om morgen efter 3.000 kilometers kørsel.

Startende deltagere fra København

Nr. Kører / Codriver, Land Mærke Årgang
42 Henning Jørstad, N Alpine Renault A 110 1600 SX 1977
Tine Hallre, N
65 Tom Hotvedt, N Porsche 911 S 2.7 1975
Leif Arne Neset, N
95 Petter Granerud, N Volvo 142 1971
Leif Brennhovd, N
108 Henning Hjorth, DK Ford Escort RS 2000 1977
Roar Eriksen, DK
109 Knut Larsen, N Volvo PV 544 1961
Arne Dolerud, N
113 Thorbjørn Bye, N BMW 2002 Tii 1974
Odvar Moland, N
114 Lars Bækkelund, DK Fiat 128 Coupe 1972
Arne Pagh, DK
116 Lars Lie, N Volvo 142 1968
Tom Gulbrandsen, N
123 Bent Mikkelsen, DK Alfa Romeo 1750 GTV 1968
Jens Gandrup, DK
140 Ove M. Billerud, N Volvo 122 S 1970
Marius Billerud, N
142 Peter Karlsen, DK Alpine Renault A 110 1600 S 1973
Michael Munkholm Jensen, DK
217 Peter Lie, N Volvo 122 1963
Per Kristian Johannessen, N
238 Aril Amundsen, N Saab Sonett III 1974
Anstein Hagen, N
247 Stig Johnsen, N Porsche 911 Carrera RS 1973
Erik Remberg, N
255 Bjorn-Erik Indahl, N Porsche 911 Carrera 3.0 1976
Kjell Kristoffersen, N
257 Tore Sten Berntsen, N Porsche 924 Turbo 1979
Frank Klevengen, N
259 Christian Agostini, F Renault 17 Gordini 1973
Pierre Delliere, F
270 Helge Einar Roald, N Saab 96 V4 1976
Pekka Stenhagen, FIN
272 Danna Corke, DK MG B 1970
Marie Louise Jensen, DK
277 Mark Berg, DK Porsche 911 Carrera 3.0 1976
Berg Kore, DK
294 Veronica Moe, N Austin A 40 1961
Renee Nordlie, N
329 Karlis Mikelson, LV Jaguar XK140 1956
Martti Kohtanen, FIN
337 Trond Brathen, N Simca 1100 TI 1974
Bjarne Korne, N
340 Jeppe Jepsen, DK BMC Mini 1275 GT 1977
Preben Jepsen, DK

Tidsplan for Rallye Monte-Carlo Historique starten i København

Onsdag den 27. januar:
09.00 – 13.00: Deltagerne ankommer til Bella Center, deres biler placeres i Hal B6.
13.00 – 18.00: Papirkontrol og maskinkontrol.
Ca. 19.00: Bustransport for deltagerne til København City.

Torsdag den 28. januar:
Ca. 07.30: Bustransport for deltagerne fra København til Bella Center.
08.00 – 11.00: Papirkontrol og maskinkontrol fortsætter.
10.00 – 11.00: Pressemøde i Bella Center Hal B6. Fire teams får deres biler vist med særlig eksponering.
11.30: Servicebiler kører til Tivoli.
12.00 – 12.20: Deltagerne kører i konvoj til Tivoli.
12.20 – 14.00 Rallybilerne placeres i startrækkefølge i Tivoli.
14.43: Første bil starter. Rallybilerne flages af sted af HKH Prins Joachim.
15.06: Sidste bil kører fra startrampen ud på Vesterbrogade.

Noter

    Totalsejren i Rallye Monte-Carlo Historique er tidligere blevet vundet af et dansk hold. Det skete i 2002, hvor Otto og Britta Kristensen tog sejren hjem i en Lancia Fulvia 1.3.
  • Sidste års nr. 2 i løbet, norske Henning Jørstad og Tine Hallre i Alpine Renault A 110 1600 SX starter fra København.
  • Løbets absolut største navn i 2010 er Bjørn Waldegård, den berømte svenske kører, som vandt Rallye Monte-Carlo i 1969 og 1970 i en Porsche 911 S. Han blev endvidere verdensmester i rally i 1979.
  • Waldegård vil have gode chancer for en topplacering, fordi han som codriver har valgt Stig Blomqvists tidligere makker Hans Sylvan. Sylvan har deltaget flere gange i det historiske Monte-Carlo rally og kender derfor betingelserne godt. Waldegård stiller op i en Porsche 911 L fra 1968 og starter fra Torino.
  • Den historiske udgave af Rallye Monte-Carlo er ikke et hastighedsrally, sådan som det moderne løb, der altid køres ugen inden. Det klassiske løb er et pålidelighedsrally, hvor det gælder om på de 14 specialetaper – der hver kan være op til 60 kilometer lange – at holde gennemsnitshastigheden på sekundet. Kommer man et en tiendedel sekund for tidligt eller for sent til en hemmelig tidskontrol, udløser det 1 strafpoint.
    Gennemsnitshastigheden i Rallye Monte-Carlo Historique kommer ikke over 50 km/t, men på sne- og isglatte bjergveje i mørke er det også nærmest umuligt at holde. Løbets sidste nat, De Lange Knives Nat, er kendt som natten, hvor kun de allerbedste så nogenlunde kan holde tidsplanen.
  • På en ikke alt for svær etape kan 10 til 20 mandskaber ofte ligge inden for et sekund, så det kræver den yderste præcision og koncentration at skabe sig et forspring, der kan udløse en topplacering.
  • Typisk får et mandskab lige så mange strafpoint på den sidste nats tre specialetaper som på de foregående fire dages 10 etaper tilsammen.

Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 28/01/10 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •  
     

    Rally Monte-Carlo Historique nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: