Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Advan Cup

Les Miserables – eller en halvskidt sæson

Advan Cup 
08/10/09 

Forgangne weekends vejr med strid vind, voldsomme regnbyger og øjeblikke med sol er et meget godt billede pa Team PointS’ sæson. En sæson, hvor man har kørt nogle løb i en lånt bil og er blevet kørt af i andre, så der reelt ikke har været mere end en halv sæson. Alligevel har der været lyspunkter, hvor optimismen har haft grobund for en tro på et godt slutresultat.
 

”Egentlig, så synes jeg, at fjerdepladsen i DM er tilfredsstillende set i lyset af betingelserne, men sportsligt og personligt ville jeg da gerne have været højere op”, fortæller Kim Lund. Han Fortsætter: ”Sidste års eventyr i DTC kostede dyrt, og det har også kostet mange penge i år, men med sponsorer og mekanikere, der har haft en imponerende gejst, så er vi kommet helt gennem sæsonen. De mennesker skylder jeg alt.”


Finaleweekenden med regn og blæst afbilledede 2009-sæsonen for Team Point-S.
(Foto: Gripping Media)

Lørdagen var trøstesløs med regn og vind. Regndækkene blev fundet frem, men man måtte hurtigt sande, at regndæk årgang 2007 ikke havde det optimale greb. Det rakte til en sjetteplads i tidtagningen, så det var trods alt stadig i den rigtige ende af feltet.

Første løb søndag var på meget våd bane og det satte sit præg på løbet. Det er sjældent, at der køres så meget sidelæns med forhjulstrukne biler, så det blev meget publikumsvenligt. En fornuftig start holdt liv i håbet om et godt resultat, men lidt nærkontakt med John Gammelggard i hesteskoen kostede en strafbane. Alligevel kom Peugeot’en over stregen som nummer fire, og skulle dermed starte i anden række i sidste løb.


Der blev kæmpet for 3. pladsen i mesterskabet.
(Foto: Gripping Media)

Vejrudsigterne fra forskellige kilder blev nøje studeret og med adskillige kig op på himlen besluttede man sig for en tørvejrsopsætning. Da starten gik, var banen rimeligt tør, så det så ud til race under noget, som lignede normale forhold. Kim fik hurtigt rettet sigtekornet på Steffen Larsen og på det nye stykke blev der lagt op til angreb i det skarpe venstresving. Desværre undervurderede Kim størrelsen og dybden på en vandpyt, og det betød en snurretur ind over græsset og glatførebanen. Løbet var derfor kørt og der var ingen grund til at køre tilbage og ind på banen, hvor han var røget ud. Det blev helt korrekt takseret til ’afkortelse af banen’ og dermed udelukkelse.

Nu ligger det ikke til det lille team at surmule over modgang, så man er i fuld gang med at få næste sæson stablet på benene. Hovedsponsorerne PointS i Silkeborg og Odense samt SKF har bekræftet, at de er med igen næste år, så der er grundlag for at arbejde videre. Hvilken klasse og bil, der bliver tale om, er ikke endelig afgjort endnu, da det må forudses, der kan ske en række ændringer med hensyn til hvilke klasser der får fokus næste år.


En 4. plads i mesterskabet er imponerende, taget sæsonen i betragtning.
(Foto: Gripping Media)

Nu skal kørerdragten hænges til tørre i et halvt års tid, og indtil da siger Team PointS tak for den positive interesse der har været vist fra tilskuere og gæster gennem sæsonen. ”Vi er tilbage næste år, og så håber vi, at vores andel af uheldene alle er blevet klaret i 2009”, siger Kim med et skævt smil.

Team Point-S

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Point1 Motorsport
  • Jyllandsringen
  • 04/10/09 - Jyllandsringen - Advan Cup
  •