Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Lind slog Egebart i DM-duellen på flest sejre

Formel Ford - DK 
05/10/09 

Guld- og sølvvinderen i Formel Ford sluttede à point
Årets Danmarksmesterskab for Formel Ford endte med den tætteste finish i mands minde, hvis ikke i hele mesterskabets mere end 35-årige historie. Med hver en sejr og en andenplads fra søndagens to løb på FDM Jyllandsringen endte Dennis Lind, Roskilde, og Jesper K. Egebart, Børkop, á point i kampen om mesterskabet, og det var derfor antallet af løbssejre gennem sæsonen, der blev afgørende. Her kunne Dennis Lind sikre sig titlen med ti førstepladser mod Jesper K. Egebarts tre.
 

Men gennem søndagen svingede guldmedaljen frem og tilbage som et pendul mellem de to teenagere, der ikke havde nogen fejlfri søndag.

Først lavede Jesper K. Egebart en katastrofal start i første løb og forvandlede sin pole position til en femteplads, mens Dennis Lind gik i front – i både løbet og mesterskabet. Jesper K. Egebart fik dog kørt sig tilbage i rækkerne, hvor han – trods et spin undervejs – sluttede på andenpladsen og fik minimeret skaden.

I andet løb var det Dennis Lind, som dummede sig. Han tyvstartede og måtte derfor en tur igennem pitten for at afsone en stop-and-go-start, inden han begyndte jagten på den førende Jesper K. Egebart, som nu lå til at tage DM-titlen. Men mod slutningen af løbet kom der en regnbyge ind over banen, og da både teamkammeraten Mikkel Mac, Nykøbing Sjælland, og Joe Tanner, Skotland, foran ham ikke længere holdt samme tempo, strøg Dennis Lind forbi og tog den andenplads, som gav ham lige så mange points som Jesper K. Egebart. Men titlen fik han i kraft af flest løbssejre gennem året.

”Jeg troede ikke på, at det kunne lade sig gøre,” sagde Dennis Lind bagefter.
”Da jeg tyvstartede, røg der i hvert fald mange bandeord gennem hovedet, men jeg kikkede ned på displayet efter et par omgange, og så begyndte jeg at tro mere og mere på det. Da regnen så faldt, og de begyndte at køre noget langsommere end mig, var det lige det sidste til at få andenpladsen.”


Lind (60) og Jesper Egebart (48) kæmpede til det sidste om Danmarksmesterskabet i Formel Ford, som Dennis Lind vandt.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Jeg er selvfølgelig skuffet, men der er ikke så meget at gøre ved det. Der er en dag i morgen,” reflekterede Jesper K. Egebart ovenpå nederlaget.
”I første løb gik alt galt. Det gik meget godt for Dennis, Mikkel Mac spandt og jeg spandt, og så lavede jeg en katastrofal start, og det var lidt heldigt for ham, at det gik som det gik, for jeg var hurtigere end ham. Sådan er det.”

For to uger siden sikrede Jesper K. Egebart sig sejren i Dansk Metal Formel Ford Festival og Ford Junior Cuppen foran netop Dennis Lind, som i stedet tog Danmarksmesterskabet. Men er han en værdig mester. ”Det er han vel, for det er jo altid den bedste, der vinder,” slog Jesper K. Egebart fast. ”Der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg skulle bare have kørt noget hurtigere tidligere på sæsonen.”

Også i kampen om bronzen var der et tæt opløb. Her endte Mikkel C. Johansen, Sorø, med at sikre sig den sidste medalje, men trioen Thomas Lund, Rødovre, Niels-Ejnar Rytter, Trustrup, og Anders Ole Egebart, Odder, sluttede blot ti points efter ham.

Slutstillingen i Danmarksmesterskabet for Formel Ford:

Plac. Kører Mærke Point
1 Dennis Lind Van Diemen-Duratec 284
2 Jesper K. Egebart Ray-Duratec 284
3 Mikkel C. Johansen Van Diemen-Duratec 160
4 Thomas Lund Van Diemen-Duratec 155
5 Niels-Ejnar Rytter Ray-Duratec 151
6 Anders Ole Egebart Ray-Duratec 150
7 Mikkel Mac Van Diemen-Duratec 129
8 Frank Mortensen Ray-Duratec 110
9 Nils K. Vestergaard Mygale-Duratec 87
10 Nikolaj Rasmussen Mygale-Duratec 72
11 Milton Lundström Van Diemen-Duratec 71
12 Martin Lumholt Aquila-Duratec 63
13 Jacob Nørtoft Ray-Duratec 23
14 Jonas Sunke Aquila-Duratec 14
15 Lasse Neuchs Van Diemen-Duratec 8

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Anders Ole Egebart
  • Dennis Lind
  • Egebart Racing
  • Fluid Motorsport
  • Jyllandsringen
  • 04/10/09 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK
  •