Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Nervepirrende og sekundtæt DM-rallyslutspurt

DM Rally 
02/10/09 

De regerende danske mestre: Max Christensen og Dorthe Ravn - Subaru Motorsport Danmark - i 4WD-klassen oplevede en nervepirrende rallyfight til allersidste centimeter konkurrence-asfalt i DM-semifinalen: Rally Midtsjælland 2009 omkring Roskilde. Slutresultatet blev en andenplads i 4WD samt en toer i generalklassementet efter en toppræstation for rallyparret fra Svenstrup/Horsens.
 

Til trods for de svære betingelser for rallysporten i tættere bebyggede landområder havde arrangørerne fremskaffet imponerende 129 km. hastighedsprøver.

- På forhånd var der dømt virkelig tæt kamp om brøkdele af sekunder på de 13 hastighedsprøver, konstaterer Max Christensen. - Derfor er rallysporten for længst gået over til at måle resultaterne i tusindedele af sekunder, hvor teknologien tidligere kun tillod afgørelser inden for samme sekund.


Mange tilskuere blev vidner til en flot topfight fra Max Christensen og Dorthe Ravn i Subaru Impreza WRX.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

DM-slutfighten blandt de firehjulstrukne rallybiler med turbo står for Subaru Motorsport Danmark mod Christian K. Jensen / Søren Tøndborg i Peugeot 207 Super 2000.

- Inden DM-semifinalen havde vi opbygget et forspring på 8 placeringspoint, supplerer Dorthe Ravn. - Spørgsmålet var derfor, hvorvidt vi kunne slå et afgørende hul til konkurrenterne, eller om afgørelsen skal foregå i DM-finalen på Møn midt i november.


Subaru Motorsport Danmark har sat et stort fingeraftryk på DM-rallyslutspurten 2009.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Halvvejs i rallyet var Max Christensen og Dorthe Ravn på andenpladsen blandt 4WD’erne med 1,6 sekunder op til etteren, men så strammede rallyparret ekstra op for koncentrationen. Inden de 2 finaleprøver havde de overtaget føringen med et forsping på 1,3 sekunder med deres Subaru Impreza WRX.

- På dette tidspunkt havde vi kørt over 100 km. hastighedsprøver i topfart, fortsætter Max Christensen. - Tidsforskellen svarer således til små 50 meter, hvorfor der hverken var råd til småture i botanikken eller andre stress-fejl. Med til historien hører desuden, at vi på prøve 9 blev forsinket af en konkurrent, som spærrede vejen efter en afkørsel. Vi måtte standse og endog bakke, før vi kom videre på rundbanen. Det er en hændelig episode i rally, og som man ikke bliver godskrevet for. Det er naturligvis svært at udregne tidsforsinkelsen, men den nærmer sig vel 2 sekunder.

Max Christensen og Dorthe Ravn kørte optimalt på de to finaleprøver, men måtte med respekt se sig slået af ærkerivalerne: Jensen/Tøndborg. Slutresultatet blev en vicegeneralsejr til Subaru Motorsport Danmark med 2,1 sekunder op til etterne.

- I rally kører vi uhyre tæt på de fysiske grænser, forklarer Max Christensen. - Vi kørte virkelig optimalt i rallyet omkring Roskilde, men marginalerne og konkurrenceheldet vippede desværre for os til den forkerte side.


Max Christensen og Dorthe Ravn ser fem til DM-finalen i Yokohama Gjønge Rally 2009 på Møn.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I DM-stillingen 2009 for 4WD’erne har Max Christensen og Dorthe Ravn stadig væk en føring på 3 placeringspoints. I Yokohama Gjønge Rallyet 2009 på Møn lørdag d. 14. november er der dækket op til endnu en fight på brøkdele af sekunder.

- Vores serienære rallybil har 215 kilo ekstra vægt i forhold til de tunede Super 2000’er, oplyser Max Christensen. - Meget tyder dog på, at der er etableret et fornuftigt kompromis mellem de 2 teknologier, selv om vi naturligvis føler det som et handicap at flytte ekstra kilo rundt på hastighedsprøverne.


Max Christensen og Dorthe Ravn er sikre på mindst DM-sølv i 4WD-klassen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- DM-sølvet ER hjemme for Subaru Motorsport Danmark, afslutter Dorthe Ravn. - Vi har stadig væk føringen, og har derfor alt at vinde på Møn. Finaleprøverne ligger godt til os, idet vi vandt 2008-udgaven af Yokohama Gjønge Rallyet.

Subaru Motorsport Danmark

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Dorthe Ravn
  • Max Christensen
  • Subaru Motorsport Danmark
  • 26/09/09 - DM Rally
  •