Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Monte-Carlo rally til København

Rally Monte-Carlo
Historique 

15/09/09 

Det berømte rally for klassiske biler starter i Tivoli til vinter
København er blevet udpeget af Automobile Club de Monaco til at forestå den nordiske start for Rally Monte-Carlo Historique, den historiske udgave af verdens mest berømte rally.
 


"Dansk Automobil Sports Union har indgået aftale med Tivoli om en exceptionel åbning af den gamle have, således at starten på Rally Monte-Carlo Historique kan finde sted under Tivolis indgangsportal," siger Dansk Automobil Sports Unions formand Bent Mikkelsen.
(Foto: Michael Eisenberg)
"Dansk Automobil Sports Union bestræber sig på at lave et festligt arrangement og har i den forbindelse indgået aftale med Tivoli om en exceptionel åbning af den gamle have, hvorfra starten vil foregå," siger Dansk Automobil Sports Unions formand Bent Mikkelsen, der selv vil være at finde blandt løbets 330 deltagende rallyhold. Starten sker fra Tivoli den 28. januar næste år.

Det er 13. gang, det historiske løb køres, og fjerde gang København er udpeget som startby.

Et antal tophold fra Norge har allerede har truffet beslutning om at starte fra København. Danskerne Lars Bækkelund og Arne Pagh, der blev nummer 10 i år i deres Fiat 128 Coupé fra 1972 forventes også at stille til start i Tivoli.

Den historiske udgave af Rally Monte-Carlo kan være ganske krævende, men samtidig er det også en uforglemmelig oplevelse for nye deltagere, som ofte har opnået gode resultater. Det danske hold Peter Karlsen og Michael Munkholm Jensen, der stillede op som nybegyndere i dette års løb i en Alpine Renault A110, kørte således en imponerende 130. plads hjem blandt 253 fuldførende mandskaber.


Peter Karlsen og Michael Munkholm Jensen i Alpine Renault A110 blev i år nr. 130 af 253 fuldførende mandskaber i deres første "Monte". Kan andre nye danske hold gøre dem kunsten efter i 2010?
(Foto: Michael Eisenberg)

Rally Monte-Carlo Historique er verdens største historiske rally. 330 mandskaber får lov at starte, og mere end 50 bliver hvert år afvist fra deltagelse på grund af overtegning. Løbet køres fra 28. januar til 3. februar 2010 med mål i Monaco. Og denne gang altså med start i Tivoli i København.


Otto og Britta Kristensen vandt totalsejren i Rally Monte-Carlo Historique i 2002 i deres Lancia Fulvia. De vil også være til start i Tivoli til vinter.
(Foto: Michael Eisenberg)

Facts om Rally Monte-Carlo Historique

  • Løbet er åbent for bilmodeller, der oprindelig deltog i løbet mellem 1955 og 1980.
  • Bilerne skal være bygget før 1980.
  • Løbets startbyer er København, Bad Homburg, Barcelona, Reims og Torino.
  • Starter man fra København er løbets længde 3100 kilometer.
  • Deltagerne skal to gange over det 1609 meter høje bjergpas Col de Turini, den ene gang i mørke under løbets sidste nat, kendt som De lange knives nat.
  • Rallyet er ikke et hastighedsrally. Det køres med gennemsnitshastigheder på max 50 km/t, men under De lange knives nat er det umuligt at holde tiden.
  • For hvert sekund, man kommer for tidligt eller for sent til en hemmeligt placeret tidskontrol, straffes man med 10 strafpoint.
  • Bilen er ikke afgørende. En ganske almindelig VW 1200, Volvo Amazon, MGB, Alfa Romeo eller BMW 2002 vil være velegnet at køre med for nye danske deltagere.
  • Et dansk hold har tidligere vundet løbet. Det er Otto og Britta Kristensen, der blev bedst af alle i 2002. De regnes også som sikre deltagere i Tivoli 2010.

Foreløbig tidsplan for starten i Tivoli den 28. januar

09:00 - 12:00:
Teknisk inspektion af deltagernes biler samt licenskontrol.

09:00 - 14:00:
Rallybilerne udstilles nær Tivolis hovedindgang.
Gæster kan gratis komme ind og se de historiske biler.

14:00:
Start på det 13. Rallye Monte-Carlo Historique.
Første bil sendes af sted fra startrampen under Tivolis hovedindgang og ud på den 3.100 kilometer lange rute til målet i Monaco.


Michael Eisenberg