Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ADAC GT Masters

Dårlig weekend for Christoffer Nygaard

ADAC GT
Masters 

26/08/09 

Den danske racerkører endte udenfor pointene på Nürburgring
Christoffer Nygaard tog i den forgangne weekend hul på anden del af sin 2009-sæson, da han på den tyske Grand Prix-bane Nürburgring deltog i femte afdeling af årets tyske ADAC GT Master-serie. Set i bakspejlet kunne sommerferien godt have varet en uge længere, for weekenden endte med en 10. og en 13. plads i de to løb og dermed ingen points på kontoen for den unge racerkører fra Lyngby.
 

”Det var en rigtigt dårlig weekend. Det var som om, at der var ingen ting, som ville lykkedes. Man tænker på, hvordan sådan noget kan ske i løbet af en weekend,” filosoferer Christoffer Nygaard, som ellers i træningen og tidtagningen følte, at han og makkeren Walter Lechner jr. havde farten til at kunne være med i topkampen.

”Det var rimeligt tæt oppe foran, men jeg var lige ved at tabe bilen på vej ud på min hurtigste omgang. Vi burde have startet et sted mellem nummer to eller fire, for vi var hurtige til at starte med, men jeg fik ikke tingene til lykkes i tidtagningen.”


Christoffer Nygaard havde en dårlig weekend på Nürburgring.
(Foto: Markus Berns)

Problemerne opstod dog for alvor i lørdagens løb, hvor Christoffer Nygaard skulle starte som nummer syv, men snart røg tilbage i rækkerne.

”Jeg fik en rigtig dårlig start og blev fanget med biler foran og på begge sider, så jeg røg ned som nier,” fortæller Christoffer Nygaard, som dog fik kørt sig frem til sjettepladsen, inden han igen blev bremset af en Chevrolet Corvette.

”Den kørte hurtigt på langsiden, men køreren kunne ikke komme forbi den Audi, som lå foran, og da jeg så fik chancen for at køre forbi, blev han så aggressiv, at det endte med, at han kørte ind i mit venstre baghjul. Jeg kunne ikke mærke noget til at starte med. Bilen blev lidt løs med bagenden, og jeg kørte 4-5 sving, inden luften var ude af bagdækket. Til sidst kollapsede dækket, og jeg måtte liste tilbage i pit, men heldigvis var vi langt nok inde i løbet til, at vi også kunne skifte kører, så vi ikke skulle have et ekstra pitstop.”

Walter Lechner jr. overtog rattet og fik den hvide Ford GT kørt frem på tiendepladsen ved det ternede flag. Det var også østrigeren, som skulle starte søndagens løb, der blev en ny nedtur for duoen fra Fischer Racing, da makkerparret sluttede på 13. pladsen.

”Der var noget galt med bagdækket eller baghjulsophænget,” fortæller Christoffer Nygaard om sine oplevelser. ”Mekanikerne checkede ellers bilen under pitstoppet, inden jeg kom i bilen. Jeg vil ikke sige, at den kørte dårligt, den kørte bare mærkeligt. Jeg måtte virkelig kæmpe for at holde ved en 13. plads, og det er længe siden, at jeg har måttet prøve det.”

Resultaterne - eller rettere manglen på dem – betød, at Christoffer Nygaard nu er rykket fra femte- til ottendepladsen i kampen om ADAC GT Masters.

”Det var noget hø, når man kikker på mesterskabet, for Abts hurtige Audi udgik lørdag, og dem kunne vi have taget mange points fra, for lørdag havde vi farten til at køre på podiet, men sådan skulle det ikke være,” konstaterer Christoffer Nygaard, der om fire uger atter sidder bag rattet af sin Ford GT-racer. Det sker ved en EM-afdeling i Algarve.

christoffernygaard.dk


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Walter Lechner Jr.
  • Fischer Racing
  • Nürburgring
  • 09/08/23 - Nürburgring - ADAC GT Masters
  •