Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Advan Cup

Dramatiske løb i Advan Cuppen på Padborg Park

Advan Cup 
10/08/09 
Yokohama

Peter Olsen og Anders Majgaard sejrede i løb præget af frafald
Peter Olsen, Havdrup, og Anders Majgaard, Søborg, endte som sejrherrerne i de to løb for Advan Cuppen, der søndag blev kørt på Padborg Park, men alligevel kunne David Falch, Roskilde, takket være to podieplaceringer udbygge sit forspring i kampen om Danmarksmesterskabet for de serienære standardvogne.
 

Det var i det første løb, at Peter Olsen sejrede, og han var på intet tidspunkt reelt truet af David Falch og Anders Christensen, Egå, som fulgte ham over målstregen på de næste pladser. Derimod blev der kæmpet hårdt og tæt om pladserne længere nede i feltet.

Her havde feltets benjamin, Jesper Gregersen, Kolding, på femtepladsen længe modstået presset fra Anders Majgaard, men lidt efter lidt kom duoen under pres fra Kim Lund, Silkeborg. For enden af Padborg Parks langside forsøgte Anders Majgaard at komme inden om Jesper Gregersen i det efterfølgende venstresving, men begge kørere blev bogstaveligt talt overrumplet af Kim Lund med det resultat, at trioen i det næste højresving næsten lå side om side. Pladsen blev for trang, så Anders Majgaard i indersporet ramte baghjørnet på Jesper Gregersens bil, som blev sendt ud af kurs, så den også ramte Kim Lunds bil. Alle kunne fortsætte, om end Jesper Gregersen først skulle have vendt bilen igen.


Majgaard vandt på Padborg Park sin anden sejr i Advan Cup.
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

I det andet løb startede Anders Majgaard fra pole position, og her blev man vidne til endnu en start-mål-sejr, selv om de tre næste kørere i mål fulgte ham som en skygge. Her var det Kim Lund, som indtog andenpladsen, men fem omgange før mål gik det galt for den tidligere Danmarksmester.
”Anders kørte primært i den venstre del af langsiden, og da mit luftindtag sidder i venstre side, var det hele ved at blive varmt også, så jeg var nødt til at prøve at passere ham udvendigt, for jeg var jo ikke med bare for at klappe ad Majgaard,” sagde Kim Lund, som forbremsede sig og havnede i pitindkørslen. ”Nu bliver det en Magnussen-taktik, jeg bruger resten af sæsonen, for nu kører jeg kun efter sejre.”

Andenpladsen gik derfor til den tidligere DTC-kører Jesper Sylvest, Frederikssund, der med en fjerdeplads i første løb viste, at han stadig kan være med i sin gamle klasse.

Men i andet løb var der flere dramatiske momenter end Kim Lund, der forbremsede sig.
Bruno Rasmussen, Tyskland, havnede udenfor banen efter et sammenstød med Kim Holmgaard, Aalborg, mens de to nye kørere i klassen, Peter Jensen, København, og Mirza Lovic, Søndersø, også var i nærkamp, så begge måtte udgå. Peter Obel, Kalundborg, kørte af banen, hvor han var meget tæt på at ramme Bruno Rasmussens parkerede bil, mens Jesper Gregersen også i dette løb var uheldig, da motoren i hans Peugeot 307 pludselig gik i stykker og efterlod et større oliespor.

Stillingen i Advan Cup:

Plac. Kører Mærke Point
1. David Falch Peugeot 307 / 308 177
2. Peter Olsen Peugeot 307 129
3. Bruno Rasmussen Peugeot 307 122
4. Anders Majgaard Peugeot 308 118
5. Kim Lund Peugeot 307 107
6. Anders Christensen Peugeot 307 99
7. Peter Obel Peugeot 307 98
8. Ole Luton Ford Focus 84
9. Steffen Larsen Peugeot 307 73
10. Jesper Gregersen Peugeot 307 63
11. Kim Holmgaard Chevrolet Nubira 55
12. Niels Ole Andersen Peugeot 307 32
Carsten Rasmussen Peugeot 307 32
14. Jesper Sylvest Peugeot 307 30
15. Søren Marquard Peugeot 206 18
René Hoff Peugeot 307 18
17. Peter Juhl Jensen BMW 320i E90 11
18. Michael R. Jensen Peugeot 307 8
19. Lars Gaardsøe Peugeot 206 7
20. Mirza Lovic Peugeot 307 5
21. Peter Jensen BMW 120i 3
Allan Jensen Peugeot 206 3

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Anders Christensen
  • Anders Majgaard
  • David Falch
  • Jesper Sylvest
  • Peter Olsen
  • Havdrup Motorsport
  • Number 1 Racing
  • Padborg Park
  • 09/08/09 - Padborg Park - Advan Cup
  •  
     

    Advan Cup nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
     
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her