Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

Fartfestival med underholdning i verdensklasse

Special Saloon 
26/06/09 

Den årlige fart-festival, SSC Festival, blev i weekenden afholdt på Ring Djursland. Med deltagelse af 26 biler alene i Bel-Ray SSC Challenge, var ryttergården ikke just ubeboet, og de historiske klasser sørgede også for deres del af underholdningen.
 

Bel-Ray SSC Challenge kunne man præsentere årets hidtil største felt af racerbiler, og størstedelen af kørerne var ivrige efter at få kørt noget godt racerløb, da de som bekendt blev snydt for to afdelinger på Anderstorp-banen i Sverige. Klas Høj var lørdag morgen i højt humør, for efter en lang række problemer med motorstyringen på hans Volvo S40, skulle alt være i orden og klar til at give "flad pedal" på den kuperede bane. Desværre kunne østjyden allerede efter få omgange konstatere, at fejlen stadig ikke var forsvundet, og holdet pakkede i løbet af eftermiddagen sammen og kørte hjem.

Mens der ikke var så meget fart i Volvoen, var der imidlertid fart på norske Christer Gislerud og hans nyindkøbte Porsche 997 GT3. Alle tre tidtagninger blev vundet af den unge nordmand, mens der i første tidtagning var endnu en overraskelse i første startrække. Frederik Holm havde, med assistence fra udlandet, fået sat den vilde Renault Megane Trophy rigtigt op til banen og drønede direkte op i toppen af tabellen med næsthurtigste omgangstid.


Med den rette opsætning er Frederik Holm lynende hurtig i sin Renault Megane Trophy
(Foto: Gripping Media)

Under søndagens sommersol kunne publikum overvære hele tre løb i Bel-Ray SSC Challenge. Det første heat på 10 minutter plus en omgang var racerløb som man kender det fra klassen: Tæt, spændende og fair. For Gislerud gik det ganske hurtigt; faktisk så hurtigt at han var 0,1 sekund fra at sætte ny banerekord for klassen. En banerekord, som Alex Buch-Larsen har haft i 10 år... Christer vandt første heat, men det var ikke uden kamp fra Johannes Graversen, der havde tændt godt op i den gamle Fiat X 1/9. Midt i feltet havde comeback-køreren Jacob Borum genoptaget sidste års kamp med Christian Vejby, og de to brugte det meste af løbet på at kæmpe om pladserne. De to Aquilakørere, Thomas Mortensen og Dennis Holbæk, måtte udgå, ligesom Peter Vesti, der kæmper med at få den gule Supra til at køre stabilt.


Lars Erik Nielsen viste lidt af potentialet i en Aquila CR-1
(Foto: Gripping Media)

Næste heat var dobbelt så langt som det første, men absolut ikke mindre spændende. Jakob Borum og Christian Vejby havde så travlt med at kæmpe om pladserne, at der for enden af langsiden ikke var plads til Lars Schönemann, der skulle overhale med en omgang. Det resulterede i en snurretur for Porschen og en strafbane til Christian Vejby. Senere var de to SS2-kørere atter i nærkamp, endda så meget nærkamp at Christian Vejby snurrede af banen. Dommerne valgte at idømme Borum en strafbane, så ved målstregen sluttede Vejby et halvt sekund foran Borum. Lars Schönemann blev den generelle vinder foran Frederik Holm og Christer Gislerud, mens Hans Henrik Pedersen og Lars Erik "Hjulspind" kom på de efterfølgende pladser.

Sidste heat, også kaldet for jubilæumsheatet, indeholdt 35 minutters racerløb, og mange forventede nok at se et stort mandefald grundet tekniske defekter. Det blev heldigvis ikke tilfældet, selvom det var tydeligt at mange havde stillet til start med et for lavt dæktryk til den lange distance. En af dem, der havde ramt det rigtige dæktryk, var Johannes Graversen, der med sin 29 år gamle racerbil krydsede målstregen som den første, med små 38 sekunders afstand til Christer Gislerud, der havde 0,042 sekunders forspring til Hans Henrik Pedersen efter en vovet overhaling i sidste sving, der inkluderede både fire blokerede hjul og stående ovationer i pitten bagefter.


Tæææææææt på! Christer Gislerud lavede en feberoverhaling og tog 2. pladsen i sidste heat med 0,042 sekund til Hans Henrik Pedersen i Corvette C5R
(Foto: Gripping Media)

Lars Schönemann måtte udgå med en eksploderet motor, men ifølge Porsche-køreren var det ikke den store overraskelse, da motoren var "godt brugt".

Efter søndagens tre løb var der også kun positive ord fra promotor, Erik Byrgesen. "Kørerne har i den grad leveret den ultimative underholdning i form af flot race og fair kampe. Det her er en weekend, vi kan se tilbage på med gode minder".

Nu er der sommerferie i Bel-Ray SSC Challenge, og først den 8-9. august kommer landets mest spændende racerklasse på asfalten igen.

Bel-Ray SSC Challenge ønsker kørere, mekanikere og alle klassens fans en god og varm sommer - vi ses i Padborg!

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 21/06/09 - Ring Djursland - Special Saloon
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her