Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Michel Nykjær vandt DTC åbningsløbet

Danish
Touringcar
Challenge 

11/05/09 

Årets første løbsweekend bød på tæt kamp i felt
Michel Nykjær, Tappernøje, kom bedst fra start i årets DTC mesterskab, da han vandt Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen. Men løbet viste også at 2009 tegner til at blive en sæson, hvor mange kørere i forskellige bilmærker har tænkt sig at spille med i kampen om mesterskabet.
 

Det blev klar allerede i det første af dagens to kvalifikationsheat. Her blev de 5 første placeringer besat af kørere i 4 forskellige bilmærker i tæt dyst. Ganske vist lykkedes det vinderen, Michel Nykjær, at skabe et par sekunders hul ned til sine forfølgere, men her fandt man så James Thompson, England, Henrik Lundgaard, Hedensted, Jason Watt, Herlev og Jan Magnussen, England, i en tæt kamp. De 4 fulgte hinanden som skygger hele heatet og drønede over målstregen skilt af sølle 1,4 sekund fra den første til den sidste.

Toppen af resultatlisten for det andet kvalifikationsheat blev domineret af de samme navne, til trods for at de alle var startet længere nede i feltet. Her var det Henrik Lundgaard, som kørte sig til sejren fra en startposition som nummer 6 og således sikrede sig en startposition i første række til finaleheatet ved siden af Michel Nykjær.

I finalen stak Michel Nykjær straks af sted, mens Henrik Lundgaard – ganske som i dagens første heat - måtte kæmpe en hård kamp med James Thompson om andenpladsen. For anden gang trak englænderen det længste strå og han kunne sætte efter Michel Nykjær, som han dog aldrig helt nåede op til. Imens fik Lundgaard rigeligt at gøre med at holde Jan Magnussen bag sig. De to dystede tæt hele heatet igennem og var aldrig skilt af mere end en billængde, men det lykkedes for Lundgaard at sikre sig den sidste plads på vindepodiet med 4/10 sekund.


På FDM Jyllandsringen tog årets DTC-sæson sin begyndelse i strålende solskin. Dagens samlede vinder blev Michel Nykjær (17) efter tæt kamp med James Thompson og Henrik Lundgaard.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Michel Nykjær ligger nu i spidsen af mesterskabskampen, men de tre forreste kørere er kun skilt af 8 point, så der er endnu ikke nogen som kan benævnes mesterskabsfavorit.

Der følger senere en pressemeddelelse med interviews med en række af de deltagende kørere.

Top 10 af finaleløbet i Danish Touringcar Championship:

Plac. Kører Mærke Tid
1. Michel Nykjær Chevrolet Lacetti 13:07,653
2. James Thompson Honda Accord Euro-R 13:09,115
3. Henrik Lundgaard Chevrolet Lacetti 13:15,557
4. Jan Magnussen BMW 320si E90 13:15,998
5. Jason Watt Seat Leon 13:21,504
6. Jens Møller Seat Leon 13:24,018
7. John Nielsen BMW 320si E90 13:24,595
8. Per Poulsen Honda Accord Euro-R 13:25,713
9. Martin Jensen BMW 320si E90 13:26,182
10. Michael Carlsen Peugeot 407 13:28,474

Stillingen i DTC-mesterskabet:

Plac. Kører Mærke Point
1. Michel Nykjær Chevrolet Lacetti 55
2. Henrik Lundgaard Chevrolet Lacetti 50
3. James Thompson Honda Accord Euro-R 47
4. Jan Magnussen BMW 320si E90 41
5. Jason Watt Seat Leon 32
6. Jens Møller Seat Leon 25
7. Per Poulsen Honda Accord Euro-R 23
John Nielsen BMW 320si E90 23
9. Martin Jensen BMW 320si E90 21
Michael Carlsen Peugeot 407 21
11. Joachim Stephansen BMW 320si E90 19
12. Kasper Jensen BMW 320i E46 18
13. Kim Morgan Jensen BMW 320i E46 3

Stillingen i DTC Cuppen:

Plac. Kører Mærke Point
1. Jens Møller Seat Leon 53
2. Per Poulsen Honda Accord Euro-R 48
3. Michael Carlsen Peugeot 407 45
4. Joachim Stephansen BMW 320si E90 41
Kasper Jensen BMW 320i E46 41
6. Kim Morgan Jensen BMW 320i E46 10

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Henrik Lundgaard
  • James Thompson
  • Michel Nykjær
  • Chevrolet Motorsport Danmark
  • Hartmann Racing
  • Jyllandsringen
  • 10/05/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  •