Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Classic Car Cup

Lærerig dag med støj og kræfter

Classic
Car Cup 

24/04/09 

Motor Sport Sønderjylland lærte meget i weekenden, da man havde debut for den nye historiske klasse i dansk motorsport, Classic Cup, på Padborg Park. Først og fremmest, at der er mange hestekræfter i nogle af de historiske biler og at de sviner lidt vel rigeligt med støjen.
 

På den anden side det positive, at der helt sikkert er masser af biler, som kan køre med i klassen, hvor Classic Cup er ny derhen, at man, inden for det bestående reglement for historiske biler, kører med et vægt/effektforhold på minimum 7 kg/hk.


Youngtimer feltet var stort, men også støjende!
(Foto: Motorsporten.dk)

På grund af de særlige miljøregler på Padborg Park, skal alle deltagerne i et klubløb holde sig inden for et maksimalt støjniveau på 99 db ved forbikørsel. – Og det sidste viste sig lige så svært som det med de mange kræfter.

For alle de, der havde flere kræfter i bilerne end de selv var klar over, var der ikke de helt store problemer. De blev simpelt hen flyttet over i Youngtimer, som med nogle af de ”rigtige” historiske biler pludselig blev rekordstor med næsten 30 biler på gridden i første start.

Det løste naturligvis ikke problemet med støj. Der var kørere, der mødte op med biler der støjede mere end 109 db ved forbikørsel, og naturligvis gav det anledning til nogle dybe panderynker hos arrangørerne. Ikke kun fordi det gav stort besvær hos de pågældende med at søge at løse problemet på stedet – men også fordi en gang brugt støj på en time ikke kan erstattes af nok så mange lovlige biler.


Thomas Nielsen i fuld fart - uden støj!
(Foto: Motorsporten.dk)

En af de nye kørere i Youngtimer viste de gamle og garvede, at det med støj ikke har noget som helst med hastighed at gøre. Thomas Nielsen fra Kruså havde, i samarbejde med den gamle racer-ræv Kim Boisen, bygget en BMW 1800 om til Youngtimer og med en støj på kun 96 db var det simpelt hen som musik for ørerne for arrangørerne. Det lyslevende bevis på, at støj mere er for kørerens selvfølelse end for noget som helst andet.

I Classic Cup blev der naturligvis sorteret kraftigt i deltagerlisten på grund af kraft og støj. Det viste sig imidlertid, som det allerede var ventet, at klassen særligt har appel til nogle af de gamle sportsvogne, hvor det var glædeligt, at førstepladsen i 65 klassen gik til Jørn Rasmussen i hans flotte MG B og en lige så sikker andenplads til Ole Aaen i en MG Midget. Ole var i øvrigt ved at blive fældet af reglernes kompleksitet. En – viste det sig senere – ulovlig deltager havde sat en så eftertrykkelig god tid, at Ole Aaen ikke kunne holde sig inden for de 75 % - og derfor automatisk på resultatlisten blev udelukket. Heldigvis blev det opdaget i tide, og det blev til tre fornemme andenpladser.


Jørn Rasmussen kørte sin MG B til sejr i Classic Cup.
(Foto: Motorsporten.dk)

Ansvarlig for klassen i Motor Sport Sønderjylland, Mogens Thomsen, er ikke forskrækket over de mange flytninger og problemer i Classic Cup.
– Al begyndelse er svær, og det er en helt ny tankegang i historiske klasser, at man skal tage hensyn både til antal hestekræfter og til støj, men jeg tror vi er på rette spor.

Mogens kan heller ikke lade være med at ønske, at mange at de, der bruger oceaner af tid til at hente den sidste hestekraft ud af motoren, i stedet gav sig til at justere undervogn. Det ville give meget mere end al det andet.

Motor Sport Sønderjylland kører klubløb igen den 9. maj og der er Youngtimer og Classic Cup på programmet – som i øvrigt skal køre 5 henholdsvis 4 afdelinger på Padborg Park i år.

Motor Sport Sønderjylland
Holger Møller-Nielsen

 



MOTOmania ”Så er den gal igen…!”