Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Advan Cup

2 x 3 = 4

Advan Cup 
10/09/08 
Yokohama

Det er ikke JA Motorsport, som har opfundet en ny regneart, men et faktum, at to tredjepladser på Sturup Raceway fastholder Anders Majgaard på fjerdepladsen i Advan Cup – kun et point efter Bruno Rasmussen.
 

For at få regnestykket til at gå op, skal det nok lige nævnes, at Bruno Rasmussen inden weekendens løb var netop et point foran Anders og at pointhøsten for hans anden- og fjerdeplads svarer til pointene for Anders’ to tredjepladser. Dermed sker der ingen bevægelser i placeringerne og spændingen holdes til næste løb på Padborg Park, hvor Anders sidste år i en fantastisk flot duel med Kim Lund viste, at både han og bilen kan køre med om mesterskabet.

Vejret var typisk Sturup med regn fra morgenstunden og opklaring i løbet af dagen. Der blev derfor heller ikke lagt så meget i resultatet af den frie træning, hvor BMW’en uden problemer kørte ind som næsthurtigst. Til tidtagningen midt på lørdag eftermiddag var det blevet flot solskinsvejr, og banens dækraspende egenskaber begyndte at sætte ind.
– Der går ikke mange omgange, før man kan mærke, at dækkene er over deres bedste ydeevne, men det er da ens for os alle, grublede Anders, som slet ikke var tilfreds med sin tid. Utilfredsheden skyldtes ikke bilen eller banen, men i højere grad bevidstheden om, at han ikke havde ydet sit maksimale. Med en afstand til Kent Iversen på otte tiendedele blev til en plads som nummer seks på startgridden.


Rundt i hårnålen mod Paddock Hill.
(Foto: Gripping Media)

Søndag startede igen med regn og denne gang varede det lidt længere inden opklaringen bredte sig, så første heat foregik på våd bane. Med en god start blev der vundet lidt positioner og da først løbet havde stabiliseret sig lå Anders på tredjepladsen. Afstanden til kørerne foran og bagved var kun nogle få tiendedele, så en fejl ville lynhurtigt blive konverteret til dårligere placering. Der kom ikke noget helhjertet angreb fra Bruno Rasmussen og Kim Holmgaard lå også så langt fremme, at der skulle satses for meget, hvis et angreb skulle sættes ind.


Næste generation er kommet i lære.
(Foto: Gripping Media)

Med næsten fem timer mellem de to heat kunne vejret blive jokeren i spillet om placeringer. Som eftermiddagen skred frem, var der dog ingen tvivl om, at det ville blive et tørvejrsløb, så mekanikerne gik i gang med at ændre bilens opsætning.

Til andet heat var solen kommet frem og havde tørret banen godt op. I starten udnyttede Bruno Rasmussen sin bedre startposition og kom foran Anders, der lagde sig tæt efter. Presset blev holdt næsten uafbrudt gennem hele heatet, men en gammel ræv som Bruno er svær at presse til en fejl.
– Det er ærgerligt, at jeg ikke kom foran i starten, for under selve løbet kunne jeg bare ikke komme i den rigtige position til at forsøge en overhaling, fortalte Anders efter løbet.


Skarpt forfulgt rundt om søen.
(Foto: Gripping Media)

Næste løb er om to uger på Padborg Park, og det glæder teamet sig til. – Vi har jo vist sidste år, at bilen kører rigtigt godt på banen dernede. Det er jo en tysk bil og banen ligger tæt på Tyskland, så der er måske noget der, grinede en tilfreds kører på vej til et velfortjent bad. Der skal nu nok blive noget at arbejde med, for de gode placeringer i denne weekend er ikke kun deres vægt værd i sølvtøj til pokalhylden – de udløser også en god portion succesballast, som vil stille sine krav til både kører og bil.

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • JA Motorsport
  • Sturup Raceway
  • 07/09/08 - Sturup Raceway - Advan Cup - DM
  •  
     

    Advan Cup nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
     
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her