Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DTC Cup

Privatkørerne blander sig blandt profferne

DTC Cup 
18/08/08 

Peter Ager, Jens Møller og Michael Carlsen med fremme i DTC-feltet
Feltet i Danish Touringcar Championship rummer utallige topprofessionelle kørere, der har deltaget i VM-løb i Formel 1, standardvogne og rally, men de mange privatkørere, som deltagerlisten også rummer, er af en virkelig høj kaliber.
 

Det beviste specielt tre af dem ved weekendens Bosch GP Danmark på FDM Jyllandsringen.


Kamp om de forreste pladser i finalen. Jan Magnussen har taget føringen, mens Peter Ager (11) følger ham tæt for at holde Michel Nykjær borte fra andenpladsen
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Peter Ager, Esbjerg, og Jens Møller, Ikast, opnåede deres bedste individuelle løbsresultater nogensinde som DTC-kørere, mens Michael Carlsen, Vissenbjerg, havde sin bedste finale i tre år, da han kom i mål på en generel sjetteplads og blev bedste privatkører. Men det resultat troede han ikke på, da løbsdagen begyndte.

”Det var en frustrerende weekend, som starter med, at jeg knækker en stabilisator bagi, så bilen kører helt tosset. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt. Det fandt vi så ud af, da jeg kom ind i pitten efter løbet,” fortæller fynboen.

”Vi lånte en anden krængningsstabilisator, som vi fik sat på, og så fik vi egentlig god fart i bilen til sidst. Vi var så heldige at blive treer i privat cuppen og sekser generelt. Nogen kører sammen, og jeg finder de rigtige huller, men jeg har også hastigheden til det, for jeg fulgte egentlig rigtig godt med.”

Søndagens sensation leverede Peter Ager. Han sluttede hver eneste af de tre heats i top seks, og i finalen indtog han andenpladsen på alle omgange på nær den sidste, da han blev passeret af Michael Outzen, Ringe. ”Outzen kom tættere på, og så tænkte jeg, at jeg hellere ville have en tredjeplads generelt og en etter i privat cuppen end et hegn. Men jeg ville gerne have haft en toer,” siger Peter Ager, der lagde grunden til succesen med en meget offensiv start.

”Jeg havde bare den tanke, at Michel (Nykjær, red.) ikke skulle komme ind mellem mig og Jan. Jeg kørte helt oppe bag i kofangeren på Jan. Michel troede, han kunne kyse mig, men det gik ikke.”

Jens Møller var en anden kører, der var med i kampen om de forreste placeringer i finalen takket være specielt et godt kvalifikationsheat 1.

”Det var fantastisk at blive treer i første løb. Jeg havde en god speed, og at jeg så fik taget Henrik (Lundgaard, red.) 3-4 omgange før mål var fantastisk. At han så dummer sig lidt, og jeg kan tage ham, er super,” siger Honda-køreren, som hurtigt må køre i pit i finalen. ”Michel kikser et gearskifte, som gør, at han mister power ud af Ford-kurven, og jeg kører højre om ham. Så rammer vores dæk hinanden, og så kører jeg næsten op over taget på ham og punkterer derved et dæk på hans bil.”


Michael Carlsen kørte sin bedste finaleplacering hjem siden 2005, hvor han vandt DTC Cuppen
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Ingen af privatkørerne kunne dog true Jan Magnussen, England, som sikrede sig sæsonens tredje finalesejr og dermed bragte sig ind på førstepladsen i mesterskabet. Men medvirkende hertil var også de uheld, som ramte konkurrenterne.

”Jeg havde fået en fornuftig start på weekenden med masser af speed i første heat, men desværre sker der noget med hjulophænget i andet heat, som gør, at jeg ryger ned og skal starte langt nede i finalen,” siger Henrik Lundgaard, Hedensted.

For en anden af mesterskabskandidaterne, Tom Pedersen, Christiansfeld, er katastrofen en realitet allerede i første kvalifikationsheat.

”Det begynder at gå galt, da jeg bliver kørt af banen af Michel, for derefter har jeg travlt med at indhente de andre,” siger sønderjyden, der inden Bosch GP Danmark førte mesterskabet. ”Andet heat går fint, men i tredje heat prøver jeg at lave en overoptimistisk overhaling på Schlünssen, og så taber jeg bagenden på vej ind i svinget og ryger ind i ham.”

For Michael Outzen, Ringe, havde weekenden derimod et helt andet forløb.

”Det var den omvendte verden for mit vedkommende,” siger køreren, som sluttede finalen ved at tage andenpladsen på sidste omgang.

”Da vi kører ud og kører opvarmning, syntes jeg, at det hele så håbløst ud. Vi fik vendt situationen. Vi fik lavet nogle drastiske ændringer på bilen, og vi fandt noget mere fart. DTC er hård og ubarmhjertig, og somme tider kan en ottendeplads, som giver pole position til andet løb, blive altafgørende, og det blev den for mit vedkommende i denne weekend.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jens Reno Møller
  • Michael Carlsen
  • Peter Ager
  • Hartmann Racing
  • Team Telesikring Racing
  • Jyllandsringen
  • 08/08/17 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet
  •