Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Ulovlig bil kostede Jens Edman andenpladsen

Danish
Touringcar
Challenge 

18/05/08 

Det var Jens Edman, Sverige, som fulgte Michael Outzen, Ringe, over målstregen i finalen ved søndagens afdeling af Danish Touringcar Championship på Ring Djursland, men de to store pokaler, som svenskeren modtog for henholdsvis at blive nummer to generelt og slutte som bedste privatkører, måtte senere afleveres tilbage.
 

Det blev en kendsgerning, da en teknisk efterkontrol af hans bil viste, at akselafstanden var længere end de mål, der er gældende for den Peugeot 407, som han kørte. Jens Edman blev derfor frataget sin placering i finalen, men ikke i de to forudgående kvalifikationsheats, idet det som udgangspunkt ikke kunne dokumenteres, at bilen også havde været ulovlig i disse to løb.


Kristian Poulsen endte som finalens bedste privatkører og fører nu DTC Cuppen. Her ses han foran Kasper Jensen og Emmet O’Brien
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Det er ikke noget, vi har gjort med vilje, og det er ikke noget, som har givet os fart eller noget som helst,” sagde en skuffet chef for Team Go Racing, Gert Koustrup, da afgørelsen faldt.

Jens Edman var ikke den eneste, der var skuffet. Det var duoen Henrik Lundgaard, Hedensted, og Martin Jensen, Albertslund, også. Deres placeringer som nummer 1 og 3 i kvalifikationsheat 1 betød, at de skulle starte kvalifikationsheat 2 fra henholdsvis ottende og sjette position, men der gik ikke længe, inden de var i nærkamp – en nærkamp, der sendte dem begge af banen.

”Det hele starter med, at Michel Nykjær kører af banen og kommer tilbage med skidt på dækkene, og det udløser en kædereaktion,” forklarer Martin Jensen. ”Jeg rammer Henrik en lille bitte smule i bagkofangeren, og vi kører ned i Skoven, og de andre bremser meget tidligere end jeg gør, så jeg får ikke bremset bilen nok ned og rammer Henrik. Han åbner et kæmpe hul til mig i Skoven, men da vi er på vej ud af Skoven, vender han mig rundt ved at køre ind i bagkofangeren på min bil.”

”Martin rammer mig et par gange, og den sidste gang sender han mig på tværs, og så ryger vi begge to i sandet og mister en masse placeringer,” siger Henrik Lundgaard om sin udlægning af episoden. ”Det var selvfølgelig uheldigt, for som Martin sagde til mig bagefter, burde vi bare være blevet på vores placeringer, men det var ham, der var herre over det.”


På Ring Djursland vandt Michael Outzen sin første finale i DTC og overtog samtidigt føringen af mesterskabet
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

De to køreres kamp satte dem så langt tilbage i kvalifikationsheat 2, at de ikke var tæt nok på den forreste del af feltet, da finalen startede. Her stod der Michael Outzen, Ringe, på det hele.

”Opskriften var i denne weekend at holde sig lidt ude af balladen,” siger fynboen, der nu også fører mesterskabet for første gang i sin karriere. ”Jeg kunne godt se, de ingredienser der var i denne her kage godt kunne give buler, og det gjorde det. Jeg forsøgte bare at holde hænderne ude af reden og så prøve at køre den igennem, og det gav et godt resultat til sidst. Det gav pole til finalen, og så gjaldt det bare om at give noget gas. Det var dejligt, dette her!”

Jens Edmans udelukkelse fra finalen satte to kørere fremad i rækkerne. Michel Nykjær, Tappernøje, høstede sit hidtil bedste resultat i en baghjulstrukket bil med en andenplads i sin BMW 320si E90.

”Jeg er meget tilfreds med weekenden, men jeg havde ikke regnet med at være så langt fremme,” siger mesteren. ”Der er flere ting, vi skal lave om på bilen, og så er vores motor heller ikke helt frist, for de andre trak mere på langsiderne. Det går da fremad, men jeg synes bare, at det går for langsomt.”

Hans teamejer, Kristian Poulsen, Padborg, profiterede ligeledes af udelukkelsen af Jens Edman. Det blev således ham, der blev klassificeret som bedste privatkører i finalen, og det betyder, at den tidligere juniordanmarksmester i rally nu fører i DTC Cuppen.

”Det er selvfølgelig trælst for Edman, at en dum fejl afgør det, men for mig gør det da ikke noget at føre, for så har jeg også prøvet det,” siger Kristian Poulsen. ”Men det er rimeligt tæt, og der er ikke meget at give mellem hinanden. Der er ikke den store forskel mellem nummer tre og nummer ti, når man kikker på tiderne.”

Dette blev også understreget om lørdagen, hvor det 23 bils store felt var adskilt af mindre end 1,6 sekunder. Det gav en gennemsnitlig afstand mellem bilerne på 68 tusindedele – en ny rekord!

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 18/05/08 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her